Mit europapolitiske roadtrip

Den seneste lille uge har jeg tilbragt i Syd- og Centraleuropa. Bøgerne har jeg for en stund lagt fra mig, i eftergivenhed for ønsket om at sænke skuldrene helt ned til det lavest mulige punkt. Det har dog ikke afholdt mig fra at gøre mig dybere tanker om, hvad der egentlig foregår i det store Europa, som jeg befinder mig midt i.

I medierne, især de venstreorienterede, fremstilles højrefløjen ofte som en naturkraft på fremmarch. Og selvom medierne sjældent har for vane at ramme plet, synes konstateringen denne gang at være en undtagelse. Når selv de venstreorienterede kalder noget “højreekstremt” og samtidig medgiver, at det er på fremmarch, ja, så ved man, der er noget om snakken.

I dugfriske målinger fra den tidligere stormagt Storbritannien står Brexit-demagogen Nigel Farage og hans parti, Reform UK, til omkring hele 30 %. Dette sikrer dem dog ikke nødvendigvis flertal i parlamentet, da valgsystemet som bekendt bygger på et “vind eller forsvind”-princip i de enkelte valgkredse. Alligevel ændrer det ikke på den tendens, som ikke kun kendetegner Storbritannien.

I Frankrig har det tidligere stærkt nationalistiske – nu mere centrum-højre-orienterede – parti Rassemblement National også oplevet massiv fremgang. I seneste måling fra mediet Politico står partiet til hele 36 %, og Marine Le Pen kunne uden videre være en plausibel præsident efter det kommende valg – hvis hun altså ikke var blevet idømt 4 års fængsel og samtidig frataget retten til at stille op til offentlige embeder i fem år. En ganske “demokratisk” manøvre, må man konstatere.

Mit sidste eksempel, ud af mange, adskiller sig en smule fra de førnævnte. Her er der tale om det stærkt højreorienterede AfD, hvor mange højtstående medlemmer, heriblandt den stærkt kontroversielle Björn Höcke, er blevet dømt for at komme med nazi-kampråb. Ved det seneste forbundsdagsvalg i Tyskland modtog partiet hver femte stemme.

Selvom situationerne i de forskellige europæiske lande er vidt forskellige, er den underliggende diagnose den samme: vælgerne søger mod højre, og i nogle få tilfælde også ud på den mere omstridte del af højrefløjen. Dette skyldes ikke pludselige og markante holdningsskift i befolkningen, sådanne sker sjældent over få år. Nej, årsagen er snarere, at magten i de fleste lande er rykket længere og længere væk fra den almindelige borger.

De mennesker, der i dag sætter krydset yderst til højre, har over det seneste årti, eller længere, oplevet kosmopolitikkens mørke bagside. De har set, hvordan tilstrømningen af mennesker fra fjerne egne har påvirket deres nærmiljø negativt, og hvordan de nytilkomne ofte ikke har værdsat den gæstfrihed, der er blevet dem tilbudt. De har set priserne på basale varer stige markant, mens storfinansen har set sin i forvejen bugnende formue vokse yderligere. Samtidig har de oplevet en venstrefløj, der tidligere lyttede, men som nu hellere diskuterer ordvalg end overlevelse.

Konklusionen er åbenlys: venstrefløjen har med sin nye, selvretfærdige kurs skubbet disse mennesker væk. Selv når de forsøger at finde alternativer nærmere midten, hos socialdemokraterne eller de mere moderate konservative, mødes disse vælgere ofte af partier, der allerede har haft magten, og som ikke har tilgodeset deres interesser. Hvem ønsker at stemme på nogen, der åbenlyst har svigtet én?

Dertil kommer, at flere af de gamle magtpartier også er blevet ramt af den selvretfærdige impuls, som den såkaldte “woke”-kultur er et symptom på. Se blot på SPD i Tyskland.

Tilbage i det politiske landskab står de højrefløjspartier, der tidligere blev betragtet som marginaliserede og langt uden for det politiske normalfelt, men som nu fremstår som et friskt pust. For mange vælgere er det første gang, de overvejer at stemme på sådanne partier.

Hvis man virkelig ønsker at bekæmpe det yderste højres fremmarch, hvis det altså er målet, må den politiske mainstream, særligt centrum-højre og i visse tilfælde også socialdemokratiske partier, rykke et skridt til højre og løsne grebet om den kosmopolitiske dagsorden samt den globaliseringsfremmende politik.

Er det en dyr pris for dem at betale? Sikkert. De elsker jo at deltage i de rette middagsselskaber, mæske sig i dyr mad, ofte betalt af enten lobbyister eller skatteydere, og sidst på aftenen holde taler, hvor de siger alle de rigtige ting til alle de rigtige mennesker.

Men det offer bliver de nødt til at bringe, hvis de altså stadig ønsker at bevare magten. Men skal disse overhovedet beholde magten? Det vil jeg lade dig som læser vurdere. Personligt tror jeg, at det er meget forskelligt fra land til land. Et Tyskland styret af Weidel, Krah og Höcke er sandsynligvis ikke godt for mangt eller meget. Dog vil det mere midtersøgende Rassemblement National formentlig være bedre rustet til at styre Frankrig end Macron, den kulturradikale plattenslager med hang til store ord og tomme løfter.

Se blot på den mildt sagt uovervejede beslutning om at anerkende Palæstina som stat. Hvis Vestens legitimering af Hamas ikke allerede var komplet, blev den det i hvert fald dér. Sådan sikrer man ikke en to-stats-løsning!

Én ting er i hvert fald sikkert: denne debat vil pågå, så længe de etablerede politikere ikke lytter til den almindelige befolknings ønsker.