Spørg ikke hvad vi skal, men hvad vi kan

Saglige Winston Churchill konstaterede engang, at det bedste argument mod demokratiet var en fem minutters samtale med den gennemsnitlige vælger. Citatet fremstår i dag uhyggeligt relevant, idet det fremstiller vor demokratis egentlige problem: manglende engagement og interesse.
Engang engagerede mennesker sig i politik for at forbedre samfundet; dette er dog i praksis ikke rigtigt, da demokratiet, i hvert fald indtil vor tid, primært har centreret sig omkring visse samfundsgruppers interesser. I den vestlige industrialiserede verden, bygget på en reguleret markedsøkonomi og med en rigelig grad af immaterielle såvel som materielle goder, har denne form for interessevaretagelse ikke vist sig nødvendig mere.

Dette kan med et aktuelt eksempel bedst eksemplificeres ved, at Enhedslisten, et ekstremt socialistisk parti, der indtil for få år siden gik ind for en eventuel væbnet socialistisk revolution samt en total afskaffelse af den private ejendomsret, nu står til at modtage over hver fjerde stemme i Københavns Kommune. Det pudsige ved dette er, at Københavns Kommune er en af landets mest velhavende kommuner, hvor de mest velhavende i Kongeriget har bosat sig.
Dette er et klart symbol på demokratiets mangel, for når det traditionelle kaste- og klassesamfunds eksistens ophører, mister folket det egentlige engagement, der engang bestod i at varetage deres egne interesser. Når interessen og engagementet hos mange reelt set ophører, fordi folk henkaster deres opmærksomhed på de mange tidsrøvende tilbud, der ved det teknologiske samfunds opståen blev tilgængelige. Allerede i demokratiets vugge, det antikke Grækenland, havde mange filosoffer og tænkere også denne slags bekymringer.

Verdenshistoriens formentlig største filosof, Aristoteles, mente grundlæggende, at et samfund kunne have tre styreformer, hvilket kan læses i værket Politik. I alt rummer den teori seks styreformer, hvoraf tre er gode og tre er dårlige. Blandt de gode er monarki, aristokrati og demokrati, som Aristoteles oprindeligt kaldte ”politeia”. Disse tre grundlæggende gode styreformer kunne også udvikle sig til noget ondt: monarki kunne blive til et tyranni, aristokratiet kunne gå hen og blive et oligarki, og endeligt kunne demokratiet blive til et uoplyst pøbelvælde.
Det politeia eller demokrati, Aristoteles oprindeligt omtalte, var nemlig en styreform, hvor kun de oplyste, interesserede og engagerede måtte deltage, et blandet styre, hvor både flertal og mindretal har del i magten. Forudsætningen for dette var netop interesse og engagement, men dette var ifølge Aristoteles ikke et valg, men derimod en pligt og en dyd. Mennesket er ifølge Aristoteles et ”politikon zōon”, et politisk (samfundssøgende) væsen.

I Danmark, ca. 2400 år efter Politiks udgivelse, er der ikke mange, for hvem engagement i folkestyret er en pligt eller dyd. Nu er det ved at nærme sig det punkt, hvor skribenten fremfører en løsning, gerne specifik, realistisk og gennemførlig. Dette kommer jeg dog ikke til, for det danske demokrati hviler nemlig på, at “vi ikke stemmer efter kvæg, men hoveder”, et udsagn, der opstod i andelsbevægelsens pure opstart, hvor også den national-liberale og den hegelianistiske bevægelse prægede det danske ånds- og samfundsliv i en sådan grad, at det førte til en forfatningsudskiftning, hvor Kongeloven af 1665, der gav kongen enevældige beføjelser, blev udskiftet med en såkaldt demokratisk funderet grundlov, der i stor omfang var bygget på de idealer, Locke opstillede i sin liberale filosofi.

Jeg anser det hverken som tjenligt eller realistisk at fratage de uoplyste og uengagerede stemmeretten, selvom det naturligvis er fristende at fratage cortado-elskende storbykvinder, der i stort omfang bruger stemmeboksen til emotionel aflastning – hvorfor disse typers stemmer typisk går til røde partier, eller de mange, både mænd og kvinder, der lader sig rive med af populistiske folkestemninger eller lader deres kryds basere sig på enkelte overfladiske kandidattests. Skønt der er mange forskellige argumenter for at fratage disse mennesker stemmeretten, et principielt og filosofisk funderet og et logisk, der er af mere praktisk karakter.
Locke hævdede i sit hovedværk ”Two Treatises of Government”, at alle mennesker har samme naturlige frihed og lighed; ingen har medfødt ret til at herske over andre. At lade nutidens farisæere herske over den airfryer-elskende pøbel vil bryde med det princip, den vestlige, demokratisk funderede verden er bygget på, hvilket bl.a. fremgår ordret af den amerikanske forfatning.

Dertil vil en fratagelse af stemmeretten for disse ovennævnte grupper og personer formentlig også resultere i, at deres opbakning til demokratiet vil falde. Den historiske præcedens taler med klar stemme, når det kommer til at fastlægge, hvad der sker, når en styreform med svag opbakning væltes: ofte resulterer det i tyranni. Se eksempelvis bare på Cromwells Lord Protectorship i England i sidste halvdel af 1600-tallet – eller bedst af alt, da den romerske republik blev erstattet med Julius Cæsar og hans dictator perpetuus-skab.
Demokrati er nu engang den værste styreform – bortset fra alle de andre, der har været prøvet fra tid til anden, som Churchill vist fik fremstammet i det britiske Underhus i 1947.

Derfor må den nuværende (kedelige) løsning være at give de uengagerede og ligeglade typer en venlig påmindelse om, at de heldigvis er født lige præcis på den plet på jorden, hvor de kan være med til at vælge deres magthaver – og fratage dem magten igen, såfremt dette skulle være nødvendigt. Dertil kunne man også se på at gøre privilegierne i politik mere attraktive, hvilket ikke vil falde i (Facebook)-pøblens smag.