Mellem middelklassedissidenter og andet godtfolk – på en lystig afstikker til Klampenborg galopbane

Sidste søndag tilbragte jeg på Klampenborg Galopbane sammen med middelklassedissidenter og velklædte fruer og herrer, der var som udklippet fra et klassisk Biedermeier maleri.

Starten på min dagstur var dog mindre glamourøs. Et lokalt skybrud ramte omkring min bopæl på Frederiksberg, og som en heroisk gladiator forsvarede jeg mig mod regnen med min paraply. Dog måtte jeg sande, at det endte mindre vellykket, idet jeg satte mig ind i S-toget halvvåd.

Som kvadratmeterpriserne steg i takt med, at toget og jeg forlod Nørrebro og Bispebjerg, fortsatte til Ryparken og til sidst liebhavermekkaerne Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg, forsvandt regnen på forunderlig vis. Om det er en generel tendens eller blot et utroligt tilfælde, vides ikke.

Da jeg endelig, efter omkring 30 minutters rejse, ankom til Klampenborg Galopbanes indgang, fik jeg mig et eklatant chok. Aldrig havde jeg set så mange velklædte mennesker på så lidt plads.

Da jeg trådte ind på galopbanens grund, efter et usædvanligt vellykket visit i billetadgangskontrollen, blev jeg endnu en gang forbavset og konstaterede derefter, at området nær Klampenborg Galopbane i disse timer vel nok må have Danmarks højeste kvotient af folk der bærer hat.

Både mænd og kvinder, i alle afstøbninger og former, fra voluminøse og små-vulgære kæmpehatte til mere sofistikerede og minimalistiske. Jeg var målløs.

De mange sjove outfits og finurlige typer bidrog da også til at gøre galopløbet til en kulturel oplevelse frem for den sportslige begivenhed, det ellers ville have været. Dette er måske meget heldigt, idet sporten i sig selv er dybt mærkelig, da den mest af alt er designet til at rige hesteejere kan få en pause fra deres overdådige frokostselskaber og spadsere 100 meter ned til den såkaldte paddock, hvor galophestene fremvises inden det egentlige løb.

Paddocken er det område, hvor galophestene i roligt tempo bliver ført rundt i en cirkel forud for løbet. Selve ruten, som hestene går i, er relativt lille og overskuelig, præcis som det er tiltænkt. Det giver nemlig rig mulighed for, at ejere, trænere og velklædte liebhavere kan stå i midten af cirklen og nøje betragte deres muskuløse legetøj eller investeringer (alt efter hvem man spørger), galophestene, mens de skridter rundt.

Det er her hesten vises frem, temperament vurderes, og sidste hånd lægges på forberedelserne, mens de formuende hesteejere og deres personel nyder synet af deres levende kapløbsmaskiner inde i den cirkelformede paddock.

Pøblen, eller hvad vi skal kalde de mennesker der er til stede ved hestevæddeløb, med præcis lige så vellykket påklædning og antal Rolex ure som dem der står inde i cirklen, må naturligvis stå udenfor. Her har de standardbillet-havende også mulighed for at inspicere de prægtige dyr, men i majoriteten af tiden, hvor dette paddock-arrangement finder sted, har disse frit udsyn ind til indercirklen, hvor netop hesteejerne står.

Dette bringer mig til min næste observation jeg foretog mig under mit visit: hierarkiet. Jeg ved faktisk ikke selv, hvad jeg havde af forventninger, inden jeg med S-toget drog til Klampenborg. Dog overraskede den meget hierarkiske struktur mig meget.

Tillad mig først at redegøre herfor. Udover hele paddock-etablissementet var der også et utal af loger, lounges og restauranter, hvoraf nogle naturligvis var mere fornemme end andre. I den såkaldte kongelige restaurant sad de mest fornemme hesteejere og indtog deres sikkert dyrtkøbte middage.

Udover at kunne sidde og spise havde de også privilegiet af, at hovedparten sad på en slags ophævet terrasse, der eftersigende giver et helt unikt overblik over galopbanen.

Dog har lokation og placering i luftlaget også en anden funktion. Den Kongelige Restaurant ligger nemlig sådan, at alle andre gæster kunne skue op mod de velhavende og betragte dem spise, nærmest som hyrderne står og skuer på ærkeenglen Gabriel, som i den nederlandske kunstner Rembrandts skitsering heraf.

Dog er der for de mere lyssky velhavere også en række andre lukkede lounges, som jeg da selv på forunderlig vis fik indsneget mig ind i, en enkelt gang. Det imponerende ved dette var, at disse lounges er bevogtet af ikke så Klampenborg-agtige vagter.

Det generelle prisniveau på galopbanen gør dog, at folk meget hurtigt går fra at være velhavere til fallenter. Det skal dog ikke afskrække nogen, for igen, det er en helt speciel oplevelse, hvis autenticitet man ikke finder andre steder i det ganske land.

Skulle man kontere et hurtigt afsnit til dét det hele faktisk handler om, selve galopløbet, må jeg konstatere, at de muskuløse heste hurtigt fik galoperet banen rundt.

Skal jeg være ærlig, må jeg sige, at jeg ikke helt fik afkodet sporten, andet end at det naturligvis gælder om at komme først over målstregen.

Selvom jeg dog aldrig helt forstod hvordan selve sporten fungerede, at prisniveauet var langt over det almindelige Klampenborg og omegn (hvilket siger en del), og at stedet var dybt hierarkisk, hvilket fra mit perspektiv naturligvis var forkasteligt, da jeg befandt mig i de lavere lag, man elsker kun de hierarkier, man selv er højt placeret i, må jeg ærligt medgive, at en tur på galopbanen er en særlig kulturel oplevelse, hvis autenticitet, charme og idyl ikke fås mange andre steder i Danmark.

Dette er mit væsentligste argument for, at du skal tage derud.

Det er en anbefaling herfra.