Sossernes triste tirsdag – Ytringens leder om KV25

For mange vælgere var det ikke nogen stor overraskelse, da de onsdag vågnede op og kunne erfare, at det selvudnævnte eneste tilbageværende folkeparti ikke havde oplevet folkets kærlighed ved den forudgående dags valg. Tværtimod er Socialdemokratiet i skrivende stund gået tilbage med 18 borgmesterposter sammenlignet med valget i 2021. Og selvom noget formentlig ikke meget fortsat kan ændre sig; se eksempelvis til Ringkøbing Skjern, hvor Mads Fulgede lige er blevet kuppet, vil Socialdemokratiet, også med hensyn til borgmesterposter, undlade at skrive dette valg ind i partiets egen selvbestaltede historiebog.

Og selvom det blot er et kommunalvalg, som for mig at se er relativt ligegyldigt, set i de større perspektiver, er der en generel tendens at se, som formentlig kommer til at præge resten af min levetid. For selvom Frederiksen i disse dage beundres af eksempelvis det i regering siddende Labour parti i UK for dets højrerykning på det værdipolitiske spektrum, har sosserne for mig at se et større generelt problem, som mange andre socialdemokratiske partier i Europa de seneste år har gennemlevet.

For faktum er, at de socialdemokratiske partier der er vedblevet med at være værdipolitisk slappe, over det seneste årti har lidt nederlag. Se eksempelvis bare til Holland, hvor PvdA, det socialdemokratiske parti, er gået fra at repræsentere godt 20 til 25 procent af hollænderne til lige omkring 5 procent. Eller til Tyskland, hvor SPD er blevet overhalet af både De Grønne og AfD i meningsmålinger og valgresultater og nu er langt fra tidligere styrke. Dette er som bekendt sket grundet en slap værdipolitisk linje, hvor vælgerne i Holland er gået til den tidligere premierminister Mark Ruttes parti VVD, eller sågar til Wilders Frihedsparti. Med hensyn til Tyskland behøver jeg næppe at belære nogen om, hvor de tidligere SPD vælgere er gået hen. Der behøver man kun at kigge til højre side i Forbundsdagssalen i Berlin.

Jeg tror, at Mette Frederiksen ved at opstramme den værdipolitiske linje i Socialdemokratiet efter at Danmarkskortet i 2015 blev farvet gult, kom en snarlig vælgermæssig eliminering i forkøbet. I forkøbet betyder dog som bekendt ikke en for bestandig eliminering. Derimod tror jeg, at denne værdipolitiske forskydelse mere skal ses som livsforlængende medicin end helbredende. I hvert fald så længe Socialdemokratiet er i regering. Hvorfor skulle en vælger der ønsker en hård værdipolitik samt en mere venstreorienteret fordelingspolitik, der dog selv skal komme vedkommende til gode, stemme socialdemokratisk, når demagogen og folkeforføreren Morten Messerschmidt står med luksusversionen af netop dette politiske ønske? Her er der både momssænkelse, der skal tilvejebringe en generel sænkelse af fødevarepriserne, og en stram værdipolitik så Ali ikke ligger på sofaen mens Jette passer de gamle, eller Chili Maria ikke tjener en over gennemsnitsløn for at sidde og lave manualer til hvordan man undgår at tale kønnet sprog.

Pointen er her, at der nu ved Socialdemokratiet, der også har siddet i regering i 6 år og derfor er ved at være slidt, er så mange substitutionsmuligheder, der tilbyder mere rene og slagkraftige løsninger. Denne øgede differentiering i vælgergrupperne hjælper heller ikke ligefrem de folkepartis ambitionshavende partier. Der er kulturelt, økonomisk og rent værdimæssigt kommet længere afstand mellem en almen borger i Fjerritslev og på Frederiksberg, og derfor bliver det sværere at være folkeparti, som Mette Frederiksen i øvrigt selv pointerer i sit nederlagsopslag på Facebook.

Derudover nævner landsmoderen også at hendes forsvarspolitik er en eventuel grobund for problemerne. Her skilles vores veje. For det første er der ikke et seriøst parti der ikke støtter op om den nyanlagte forsvarspolitik, selvom der dog er partier der ikke er med i forsvarsforliget, hvis det er målestokken. Det er ikke politiken der er gal, men derimod Frederiksens pessimistiske og tungtsindige ævl. Alle stemmende vælgere er vel på nuværende tidspunkt klar over de nuværende forhold der gør sig gældende ift. sikkerhedspolitik. For når Mette ikke bruger den politiske platform til at udbrede frygt, belærer hun også vælgerne med alverdens udenomssnak, ikke svar på spørgsmål og sågar nonsens. Normalt ville jeg skrive bedst eksemplificeret ved, men her er der simpelthen så mange eksempler som selv den almene vælger kender. Bare sidst fik hun fremstammet, at Alex Vanopslagh ville lukke Vestas.

Allersidst kan det nævnes, at selv dygtige politikere som Mette Frederiksen utvivlsomt kan defineres som, har en udløbsdato. Skulle jeg derfor rådgive sosserne, hvilket ligger mig fjernt, ville jeg foreslå at vælge en retning. Enten en mere venstreorienteret og byvenlig retning eller en retning mere inspireret af det som Messerschmidt har gang i, hvor det mest nærliggende må være at hente de til SF gåede vælgere tilbage. Folkepartidrømmen må knuses.

Dertil vurderer jeg stadig at Frederiksen er så stærk og frygtindgydende en politiker, at hun må anses for fortsat at kunne vinde valg. Derfor tror jeg heller ikke at sosserne skal være bange for at miste de berømte nøgler til Prins Jørgens Gård. Ikke fordi de ikke vil opleve tilbagegang, men fordi de vælgere primært vil gå til partier der er nødsaget til at bakke S op uanset hvor små de inden for realistiske rammer kommer til at være.

Det bliver i al fald alt andet end kedeligt at følge det næste valg, hvis ellers den barmhjertige landsmoder overholder grundloven, hvilket der ellers ikke er præcedens for.