Annonce

Det danske kulturliv er sygt. Ikke forkølet, ikke ramt af en banal influenza, men syg på en måde, der kræver radikal behandling. Der er tale om metastaser af ideologisk karakter, marxistiske celler, som i årtier har spredt sig og langsomt er ved at kvæle den fri og levende kunst. Hvor vi engang havde Holbergs satiriske pen, guldalderens lysfyldte lærreder og et kulturliv, der turde række ud over partipolitisk doktrin, har vi i dag en kunstscene, der mest af alt minder om et permanent rundkredsmøde i Enhedslisten.

Det er værd at minde om, hvilken storslået tradition vi faktisk står på skuldrene af. Ludvig Holberg formåede med sin satire at udstille menneskelige dårskaber på en måde, der stadig taler til os 300 år senere. Guldalderens kunstnere løftede vores blik mod universelle idealer og efterlod os en kulturarv, der emmer af æstetik, åndelighed og skaberkraft. Denne tradition for pluralitet og højt niveau burde fortsat være vores pejlemærke. I stedet er vi endt i en kulturel sump, hvor venstreorienterede paroler er blevet vigtigere end både håndværk, skønhed og almenmenneskelige sandheder.

Ser man på, hvad der i dag udstilles, opføres og finansieres, finder man en ensretning så massiv, at man fristes til at tro, at Kulturministeriet i al hemmelighed er blevet overtaget af Enhedslisten. Det er kunst som permanent agitation: kapitalismekritiske digte, kønsdekonstruktiv performancekunst og teatralske moralforelæsninger, hvor den eneste spændingskurve er, hvorvidt publikum klapper højt nok af budskabet. Kunstens opgave – at åbne for nye erkendelser, at spejle mennesket og udfordre magten – er reduceret til et ritual i selvbekræftelse.

Det kan ikke fortsætte. Kulturlivet har brug for kemobehandling. Ikke i form af censur eller undertrykkelse, men som en nødvendig udrensning af den ekstreme ubalance. For ingen kultur kan trives, hvis kun én politisk fløj får lov at definere, hvad der er gyldig kunst. Højreorienterede perspektiver, venstreorienterede eksperimenter og, vigtigst, et neutralt, politisk uafhængigt kunstudtryk må bringes i balance. Neutraliteten er det egentlige ideal: kunsten skal kunne stå for sig selv, fri af partifarver og dagsordener.

Annonce

Når denne behandling er gennemført, må patienten styrkes. Kulturlivet skal ikke bare renses; det skal også have en solid økonomisk indsprøjtning. Midlerne er lette at finde: beskær Danmarks Radio. For i stedet for at bruge milliarder på kvalitetskultur, dannelse og oplysning, vælger DR at prioritere en sendeplan med programmer som ”Mig og min fisse” eller ”Gift ved første blik”. Begge eksempler på kulturel fastfood, der hverken er folkelig underholdning af uskyldig karakter eller seriøs kulturformidling, men snarere vulgære skampletter på en kulturhistorie, vi burde værne om. Hvor Holberg engang rev menneskelig dårskab itu med elegance og vid, må vi i dag nøjes med reality-tv, hvor mennesker frivilligt udstiller deres privatliv, mens licensmidlerne fosser ud.

Forestil dig, hvad vi kunne få i stedet: flere teatre, der tør eksperimentere uden at reducere kunsten til politiske talerør. Flere museer, der viser hele spektret af dansk og international kunst, ikke kun de værker, der harmonerer med tidens venstreorienterede smagsdommeri. Mere støtte til unge kunstnere, der ikke ønsker at malke det ideologiske, men i stedet skabe frit, modigt og originalt.

Kun ved at rense ud og geninvestere kan vi genetablere et kulturliv, der lever op til sin arv. Et kulturliv, der kan være værdigt arvtager til Holberg og guldalderen – og ikke bare en støvet talerstol for venstrefløjens menigheder. Danmark fortjener kunst, der tør være fri, skarp og smuk. Ikke en endeløs række af ideologiske papmachéprojekter finansieret af licensbetalernes penge.

Kuren er enkel: kemobehandling for marxisme, derefter en vitaminindsprøjtning af frisk kapital. Først da kan vi igen tale om et kulturliv, der både er sundt, stærkt og værd at være stolt af.