Annonce

Regeringen fastholder topskatten som et nødvendigt redskab til at sikre omfordeling og finansiering af velfærd. Men i praksis rammer den ikke dem, den burde. Det er ikke de ultrarige der betaler, det er de almindelige, hårdtarbejdende danskere.

Topskatten træder i kraft ved en indkomst på omkring 650.000 kr. Det lyder højt, men i realiteten rammer den sygeplejersken med ekstra vagter, IT-specialisten med bonus og den selvstændige håndværker, der arbejder 60 timer om ugen. De har ikke adgang til smuthuller, holdingselskaber eller avanceret skatteplanlægning. De betaler kontant og uden undtagelser.

Til gengæld slipper mange af dem, der har de største formuer. Multimillionærer og virksomhedsejere kan strukturere deres indkomst som udbytte, placere aktiver i selskaber eller udskyde beskatning via virksomhedsskatteordningen. De kan flytte penge ikke bare fysisk, men juridisk. Og dermed undgå den skat, der var tiltænkt dem.

Det skaber et skævt system, hvor flid og ansvar straffes, mens passiv kapital belønnes. Det er ikke bare uretfærdigt det er økonomisk kortsigtet. Danmark har brug for et skattesystem, der belønner dem, der yder, ikke dem, der gemmer.

Annonce

Topskatten hæmmer arbejdsudbuddet, underminerer incitamentet til at tage ansvar og skaber en følelse af, at det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats. Det er et system, der i stigende grad virker mod sin egen hensigt.

Hvis vi vil have et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, tage ansvar og skabe værdi, må vi gentænke topskatten. Ikke nødvendigvis afskaffe den fra den ene dag til den anden – men reformere den, så den rammer rigtigt. Så den ikke straffer dem, der løfter – men dem, der reelt har råd.

Det handler ikke om at beskytte de rigeste. Det handler om at beskytte dem, der hver dag får Danmark til at fungere.