Annonce

Mens israelske kampfly i denne uge har bombet Syriens forsvarsministerium og mål tæt ved præsidentpaladset i Damaskus, har de danske medier været bemærkelsesværdigt tavse. Det er ikke småting, der er sket: Israel har gennemført over 160 luftangreb på syriske mål, herunder i byen Suwayda, hvor den religiøse minoritet Druze er blevet angrebet af syriske regeringsstyrker og militser. Ifølge internationale medier er hundredvis af civile dræbt, og der er rapporter om massakrer, voldtægt og etnisk udrensning.

Alligevel har danske nyhedsmedier stort set ignoreret konflikten. Ingen breaking-bannere, ingen særudsendelser, ingen dybdegående analyser. Det er påfaldende – og det rejser et principielt spørgsmål: Hvad vælger vi at se, og hvad vælger vi at forbigå?

Et nyt frontafsnit i Mellemøsten

Konflikten mellem Israel og Syrien er ikke ny, men den har taget en dramatisk drejning. Efter Bashar al-Assads fald i december 2024 har Syrien fået en ny regering under præsident Ahmed al-Sharaa, som har forsøgt at konsolidere magten. I Suwayda, en by domineret af Druze, har regeringsstyrker og Beduin-militser angrebet civile. Israel har svaret igen med luftangreb, officielt for at beskytte den syriske Druze-befolkning, som har tætte bånd til den israelske Druze-minoritet.

Det er en kompleks konflikt, hvor sekteriske spændinger, geopolitik og historiske alliancer smelter sammen. Men det er også en konflikt, der burde vække interesse i Danmark – både af humanitære og politiske årsager.

Annonce

Mediernes selektive blik

Ifølge en analyse fra Mediekritisk Netværk har danske medier, især DR, udvist systematisk ubalance i dækningen af Mellemøstkonflikter. Israelske kilder citeres langt oftere end palæstinensiske eller syriske, og civile ofre nævnes sjældent med navn eller kontekst. Det skaber et narrativ, hvor visse konflikter fremstår som tekniske eller nødvendige, mens andre – som den i Syrien – forsvinder i tavshed.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje, men det er et redaktionelt valg. Og det valg har konsekvenser. Når medierne undlader at dække en konflikt, fratager de offentligheden muligheden for at forstå, reagere og tage stilling.

Hvor er Danmark?

Danmark har doneret 660 millioner kroner til genopbygning af Syrien og har udtrykt støtte til den nye regering. Samtidig har danske diplomater i FN udtrykt bekymring over Israels tilstedeværelse i Golan og opfordret til respekt for international lov. Men disse udmeldinger har ikke fået nævneværdig opmærksomhed i danske medier.

Det er tankevækkende. For hvis Danmark har en udenrigspolitisk linje – og det har vi – bør den også afspejles i den offentlige samtale. Ellers bliver politik til papir, og ansvar til retorik.

Konklusion: En tavshed, der taler

Israel har åbnet et nyt militært frontafsnit i Syrien. Hundredvis er døde, og konflikten truer med at eskalere. Men i Danmark er der stilhed. Det er ikke bare en journalistisk forglemmelse – det er en demokratisk udfordring.

Hvis vi vil være et oplyst samfund, må vi insistere på at se det, der er ubehageligt. Også når det ikke passer ind i de vante narrativer. For tavshed er ikke neutral. Den er et valg