Anmeldelse af Sport 2025 på Danmarks Radio

Endnu et imponerede sports år for Danmark er gået, og den første lørdag i det nye år stod på det traditionsrige Sports galla, hvor de frivillige i Danmarks store foreningsliv skulle hyldes for deres fantastiske arbejde, hvor de store sportsfolk skulle hædres for deres præstationer i det forgangne år. Samt hvor der skal findes et nyt medlem af det ikoniske: Sportens Hall of Fame.

En klub hvor legenderne Michael Laudrup og Anja Andersen begge blev medlemmer i 2007, og Peter Schmeichel og Wilson Kipketer i 2008. Ja siden er der blevet optaget et enkelt medlem af toppen af dansk eliteidræt om året såsom Peter Gade, Brian Laudrup, Tom Kristensen, Eskild Ebbesen, Caroline Wozniacki og mange flere.

Inden dette års show havde jeg nogle forudsigelser (nok nærmere forhåbninger) at Jacob Fuglsang ville komme i Hall of Fame, og Jonas Vingegaard ville vinde årets sportsnavn for hans sejr i Vuelta a Espana og 2. pladserne i Touren og Critérium du Dauphiné. Men ak, sådan skulle det ikke gå, for det endte med at være verdens bedste håndboldspiller Mathias Gidsel, som vandt årets sportsnavn, og ej heller var det Fuglsang, der kom i HOF.

Men vi starter med det bløde. Det søde. Jeg har altid beundret Sports galla arrangementet for at vægte foreningslivet utrolig højt og blandt andet have en pris som årets holdkamerat, så venlighed og omsorg også bliver fremhævet i sportens verden, hvor det ofte er præstationerne, der bliver fokuseret på, mens alt det bagvedliggende bliver overset. Som alle trænere på ungdomsholdene, alle de frivillige forældre der har hjulpet til ude i foreningerne – ja de bliver ofte glemt, men de har også spillet en vigtig rolle i tilblivelsen af rigtig mange af Danmarks verdensklasse sportsfolk.

Selve frivilligheden og foreningslivet er en af grundstenene i det danske folks selvopfattelse, at vi ikke altid skal have penge for noget, men at det at give glæde til andre, er nok i sig selv. Det er desværre blevet lidt en forældet tanke i dagens Danmark. Mange tænker på deres karriere, og det er blevet så dyrt at være dansker, at rigtig mange menneskers tid simpelthen økonomisk ikke kan løbe rundt, hvis de skal bedrive frivilligt arbejde i f.eks. en fodboldklub. Derfor er frivilligheden ligeså bemærkelsesværdig og vigtig at hylde som eliteidrætten.

En ting jeg dog undrede mig over ved selve prisuddelingen var, at Mattias Skjelmose ikke engang var nominet til “Intet er umuligt-prisen” som går til en eller nogen som har udrettet et stort resultat trods alle odds. Og der må Skjelmoses sejr i Amstel Gold Race over den dobbelte tour vinder og verdensmester Tadej Pogacar og den dobbelte olympiske mester Remco Evenepoel. Ja i hele sportsverdenen må den sejr da stå som den største! Det var ren Olsen Banden, det var timet og tilrettelagt, den lille snød de store – og for Skjelmoses vedkommende var der ikke engang noget, der gik galt.

I stedet vandt ishockeyherrerne efter deres flotte sejr over Canada i VM-kvartfinalen, som i virkeligheden også var en fortjent vinder af de nominerede – dog mener jeg stadig, at Skjelmose skulle have vundet.

Årets mål blev vundet af den netop pensionerede landsholdsspiller Nadia Nadim, selvom jeg ønskede at amatør spilleren Vilfred Bruun skulle have vundet. Prisen blev uddelt af de to tidligere landsholdspillere Nicklas Bendtner og Sanne Troelsgaard sidstnævnte skaffede mig (Ytringens sportsredaktør) en billet til arrangementet, så der kommer fra min fløj ikke nogen kritik af overrækkelsen af denne pris. Jeg vil dog sige, at de to forhenværende landsholdspillere klædte hinanden og stod som stolte figurer i dansk fodboldhistorie.

Videre i showet var der heller ingen tvivl om, at håndboldherrerne ville vinde prisen som årets hold, de har bevist gang på gang, at de er verdens bedste håndboldhold, ja måske i historien. Men lad os nu se efter Europamesterskaberne lige om lidt, hvis det bliver til guld, er det nok hugget i sten, at Danmark er urørlige som det bedste hold nogensinde.

Resten af priserne: Kulturministerens Parasportspris, årets træner, idrættens sociale pris, årets frivillige og årets holdkammerat var ganske rørende at se alle de frivillige få et stort rygklap og er med til at udbrede lysten i hele Danmark til at engagere sig i foreningslivet. Og det er i den grad uvurderligt.

Dog vil jeg fremhæve Kulturministerens Parasportspris, da parasport er vigtigt at få oplyst for deriblandt har Danmark nogle fremragende atleter som blandt andet Emma Lund, som vandt prisen tilbage i 2023 en kvinde med en bemærkelsesværdig historie, hvilket sport jo er, en fortælling om et menneske som udrettede noget stort eller fejlede totalt. Parasport bliver underlagt et ekstra led, der gør historien det mere spændende, og gør præstationerne endnu mere imponerende på grund af handikappets begrænsninger.

Så selvom jeg synes, at Jacob Engel-Schimdt er en vattet kulturminister, der ser blindt til, mens det danske sprog bliver udvandet blandt andet på byskilte i hovedstaden og blandt modersmålet af storby tjenere. Ja så er jeg en stor fan af Kulturministerens Parasportspris, da jeg ser det som meget vigtigt at disse sportsudøvere hyldes på ligefod med de andre.

I løbet af aftenen spillede Mumle, APHACA og Medina som sluttede showet af. Ikke de bedste kunstnere især når Benjamin Hav engang spillede og fik H.M. Kongen (daværende Kronprins) til at kravle rundt på det konfettifyldte gulv. Ja Medina samt de andre kunstneren når ikke tidligere artister til sokkeholderne. Dog var introen til APHACAs nummer ganske behagelig og musikalsk spændende, og bedre end jeg havde forventet, da det sidste jeg hørte fra dem, var deres rædselsfulde nytårstale på DR2s deadline om Palæstina. Enhedslisten typerne leverende dog over mine forventninger. Mumle og Medina var der dog ikke så meget at skrive hjem om. Medina var som altid som ikke i stand til at levere en sangpræstation, der kunne matche det ellers ganske udmærkede musik, som hun synger over. Nå men musikken er heller ikke det vigtigste, og heldigt for showet leverede det øvrige rigeligt på den åndelige musikalske front.

De to største priser blev gemt til sidst, årets sportsnavn og selvfølgelig Hall of Fame. Det var også de to priser, jeg havde størst forventning til.

Optakten til dette års sports galla i hvertfald i cykelverden omhandlede, at Dansk idrætsforbund som er med til at udvælge medlemmerne i Sportens Hall of Fame ikke mente at Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Michael Rasmussen kunne komme ind i den prestigefyldte klub for dansk elitesport på grund af doping. Hvilket jeg synes, er noget sludder, for en dansk sports Hall of Fame vil simpelthen ikke være komplet uden de tre cykelryttere – doping til side. Altså hvordan kan man holde den første danske tour vinder uden for en HOF? Det kan jeg simpelhen ikke forstå. Nå men lad det nu ikke skygge over selve arrangementet.

Da de nominerede til årets sportnavn blev råbt op i Boxen i Herning, kunne jeg ikke se en verden, hvor Jonas Vingegaard ikke ville vinde. Altså alene at få en 2. plads i touren, vil for mig være nok til at han pr. automatik skulle vinde prisen, og så oveni vandt han som den første dansker nogensinde Vuelta a Espana, en grandtour sejr og en anden plads måtte simpelthen give ham sejren, tænkte jeg. Men det var som før nævnt Mathias Gidsel, som vandt, hvilket man sagtens kan argumentere for. Inden jeg kunne nå at blive sur over, at Vingegaard ikke vandt, leverede Gidsel en fremragende takketale, som udtrykte dybde, eftertænksomhed og kærlighed. Jeg vil anbefalde alle at se klippet, for der kan man forstå, hvad sport er, og hvad det gør ved mennesker. At sport er billedsprog på livet og indkapsler alle menneskets følelser som håb, glæde, bitterhed, optimisme og meget mere.

Da Gidsel gik ned fra scenen, prikkede min ældste kusine mig på skuldren og sagde: “Er det ikke Hjalmer?” Og mig med mine nærsynede øjne måtte knibe dem sammen, men da han begyndte at synge, og jeg kunne fornemme melodien til Hjalmers sang “Voksen” forstod jeg, at det var ham. Og i det moment jeg opdagede, at det var Hjalmer, burde jeg have indset, at det nok var en cykelrytter, som skulle optages i HOF, da Hjalmer er en stor cykelfan og blandt andet var med TV2 til Frankrig sidste år for at følge enkelte Tour de France etaper. Hjalmers sang var henrivende og strållede af kærlighed ikke blot til vinderen som sportsperson men som menneske. Ganske rørende.

Som vinderen sagde på scenen efter, at Hjalmer havde sunget sangen til vinderen: “Tak til Hjalmer for den fantastiske flotte sang, det var meget rørende, vi ved alle sammen at Hjalmer er en kæmpe stor cykelsportsfan og der er mange af os der ligeså stor fan af ham som han er af os”

Vinderen og det nyeste medlem af Sportens Hall of Fame var så landevej- og banecykelrytter Michael Mørkøv. Han har vundet utrolig meget og har haft en bemærkelsesværdig karriere, han har kørt i den prikkede bjergtrøje, to gange olympisk mester, verdensmester, dansk mester, en Vuelta etape sejr og meget mere.

Mørkøv har dermed om fortjent en plads i HOF. Som cykelsportsentusiast er jeg meget glad for, at netop Michael kom ind i de fine gemakker. En sød og ydmyg mand. Der i øvrigt sagde til mig lige efter billedet nedeunder blev taget at: “Jamen så ses vi snart!” efter jeg havde fortalt ham, at jeg ønskede at blive sportsjournalist engang i fremtiden. Så jeg har intet andet end godt at sige om Mørkøv både af og på cyklen.

Dog kunne jeg ønske at store skikkelser som Jørgen Leth og Åge Hareide var blevet hyldet bare ganske kort. Men alt i alt var det er storslået arrangement, der manglede musikalsk kvalitet men i den grad var fyldt af følelse. Og hæderen af hele Danmarks landstræner, banecyklingsmester, ham der aldrig kunne blive rundtosset men altid kunne tryllebinde seerne og landevejens aller bedste leadout mand, Michael Mørkøv var totalt på sin plads.

“Når bakken den bliver stejl Kan alle de unge nu følge dig Og når vi engang sidder og samler støv Vil vi alle kunne huske Michael Mørkøv Så tak for alt, Michael Mørkøv.” – Hjalmer Larsen