DBU Sjælland sejler med på woke-bølgen, og kvinderne betaler prisen

Jeg er stærkt imod, at DBU Sjælland nu vil tillade transmænd at spille på kvindehold. Det er en beslutning, der udfordrer hele fundamentet for kvindesporten, og som risikerer at skade en succesfortælling, der har taget årtier at bygge op.

Jeg har fulgt kvindefodbolden tæt i mange år. Jeg er vokset op med den. Jeg har set utallige kampe, og min egen faster har spillet tæt på 200 landskampe. Derfor er kvindefodbold ikke bare sport for mig, men det er barndomsminder, glæde, fællesskab og stolthed.

Det går strålende for kvindefodbolden i Danmark, danske piger og kvinder strømmer til danske fodboldklubber. I alt spiller nu 80.000 piger og kvinder fodbold i Danmark og der har aldrig været så mange, fodbold er den sport, som piger dyrker mest, efter at gymnastik og håndbold i mange år har været mest populært.

Jeg tror, at vi ser eftermælet for kvindelandsholdet, som kom i finalen ved EM 2017 og fik en flot sølvmedalje med hjem til Danmark. Ligesom mange danske cykelklubber kunne berette, at de havde medlemsfremgang efter Jonas Vingegaards Tour de France sejre.

Kvindefodboldlandsholdet skal den 28. oktober spille landskamp i Parken, og den kvindelige liga A-Ligaens kampe bliver alle vist på TV-2. Det har aldrig gået så godt for kvindefodbolden. Og netop derfor reagerer jeg så stærkt, når DBU Sjælland åbner døren for, at spillere der er født som mænd, kan deltage i kvindernes rækker. For kvindefodbolden er bygget på en simpel og retfærdig idé: at kvinder skal have deres eget rum, hvor de kan konkurrere på lige vilkår: fysisk, teknisk og mentalt.

Biologi betyder noget i sport. Det er ikke et spørgsmål om følelser og kønsidentitet, men om fysik. Mænd har, uanset hormonbehandling, i gennemsnit større muskelmasse, højere testosteronniveau, stærkere knogler og større eksplosivitet. Det er fakta. Og derfor vil kvindesport aldrig være fair, hvis biologiske mænd får lov til at deltage.

Vi har allerede set, hvad der kan ske, når grænserne bliver udviskede. Under OL i Paris 2024 var der stor debat, da en transkønnet bokser, som var født som mand, mødte en kvindelig modstander i ringen. Kampen endte med voldsomme scener, og mange tilskuere reagerede med chok og vrede. Den trans-elskende venstrefløj var hurtigt ude at sige, at manden ikke var en mand, at han slet ikke var transkønnet men bare havde mandlige træk i sit ansigt. Alt det viste sig at være løgn. Mænd skal ikke nærme sig kvindesport, især ikke kontaktsport.

At dette er overhovedet er kommet på tale er, som Eva Selsing skriver på Facebook: “Konsekvensen af, at der ikke er en borgerlig dansk offentlighed er, at der ikke er noget, der de facto bekæmper woke/venstreradikal påvirkning. Der er enkelte stemmer, ja, men ingen etablerede platforme eller institutioner, som tilbyder og fremmer den borgerlige orden. Det er ikke mindst den kendsgerning, der er skyld i, at tidsånden de sidste mange årtier støt og roligt er gledet til venstre. Fordi pæn dansk borgerlighed hader Trump mere end den er imod venstreradikalisme”

I Tour de France Femmes og alle andre kvindecykelløb er ruterne kortere end mændenes, simpelthen fordi mænds udholdenhed, benmuskler og styrke er stærkere end kvindernes. Og det er ikke en falliterklæring at sige det som kvinde, det er accept af fakta. Derfor har jeg altid undret mig over, at WNBA (Womens NBA) spillere altid har kæmpet for at beholde højden på basketballkurven på 10 fod som mændenes er. Den gennemsnitlige NBA spillers højde er 200 cm, og i WNBA er den 182 cm. Derfor vil WNBA kampene være mere spændende og målrige, hvis kurven blev sænket. Men spillerne er ramt af den amerikanske Woke-bølge, hvor ligestilling er blevet en gud som ikke må siges imod.

Jeg synes, at vi skal hylde forskellene mellem mænd og kvinder – ikke kun i sport. For forskellene imellem os er en del af selve meningen med livet. At der er forskelle og at mænd og kvinder ikke beskæftiger sig med det samme er grundstenen i vores samfund. “Men are more interested in things. Women are more interested in people.” – Jordan B. Peterson

At sige at kvindesport generelt ikke har samme niveau som mandesport er heller ikke en hadtale mod kvinder, som mange venstreorienterede typer mener. Sport har jo aldrig gået op i kun at se de bedste spille. Man ser ikke sin lillebror spille U12 drengefodbold, fordi det er Champions League niveau, men det er som om, at fordi kvindefodbold ikke er på samme niveau som mændene, er det ikke værd at se på. Kvindefodbolden kan sin helt egen ting. Og det er også derfor at tillade mænd i kvindesport er så ødelæggende, jeg er glad for, at DBU Jylland har sagt nej til forslaget. Det fremstår som om, at sjællænderne er blevet påvirkede af svenskerne over Øresund og har fundet et nyt niveau af københavneri, hvor alles behov ikke kan være for små og skal imødekommes.

Som en der holder af kvindefodbold, ser det altid i fjernsynet, elsker at være ude og se mine kusiner spille. Det vil gøre det mig så ondt, hvis vi skal se ind i en virkelighed, hvor mine kusiner vil blive væltet omkuld af et skulderskub fra en dreng, der påstår, at han er en pige. Det vil gøre det mig så trist, hvis kvindernes arena hvor de kan udvikle sig og nære fællesskaber vil blive ødelagt i inklusionens navn.

Vi skal vende skuden, som sejler på woke-bølger sendt afsted tværs over Atlanten fra USA. Vi må stå fast og værne om forskellene mellem mænd og kvinde. Og sikre at piger og kvinder har et frirum til at dyrke sport. For det fortjener de.