EU-dragt på dansk cykelrytter: Politik skal ud af cykelsporten!
Efter 6. etape af kvindeudgaven af Vuelta a España blev danske Emma Norsgaard hævet op på podiet, iført en blå trøje med EU-stjerner, ledsaget af et kæmpe EU-flag i baggrunden.
Undskyld mig, men hvad har EU med hendes præstation at gøre? Ingenting. Det var ikke Ursula von der Leyen, der trak hende op ad bjergene. Det var ikke den spanske ligestillingsminister, som gav hende trøjen på, det var vandbæreren, der gav hende vanddunke og hjalp hende op ad bjergene. Det var Emma. Hendes hold. Hendes ben. Hendes vilje. Og hendes træning, der gjorde, at hun kom i mål.
Cykelryttere skal stå på mål for utrolig meget: utallige sponsorater på alle deres kropsdele, tvivlsomme regimer, der lægger navn til deres cykelhold, som Bahrain, Kasaksthan, De Forenede Arabiske Emirater og Israel.
Derfor er det for mig ubegribeligt, hvorfor en dansk rytter nu også skal agere reklamesøjle for et føderalistisk politisk projekt. EU er ikke en neutral spiller. Det er en politisk institution med en klar ideologisk retning, og derfor bør det holdes uden for sporten. Især i en sport som cykling, der netop har sin styrke i det nationale og det menneskelige. EU har ikke noget at gøre på skuldrene af vores atleter. Når EU blander sig i sporten med egne trøjer, egne faner og egen sang, så er det direkte usmageligt.
På EU-kommissionens spanske Instagram-konto kaldte man Norsgaards trøje for en “erindringstrøje”. En erindring om hvad, må jeg spørge? Om EU-parlamentets præsident, der forbød nationale flag i parlamentssalen? Om centraliseringen og de føderalistiske ambitioner, som europæerne aldrig har bedt om? Om deres konstante indskrænkning på områder og deres regeren, som om de var enevældige herskere?
Eller er trøjen måske en erindring om dengang, EU gav 369.408.000 danske kroner (1,2 milliarder tjekkiske kroner) til uddannelse/sportaktiviteter i Tjekkiet? Efterfølgende fandt man så ud af, at over halvdelen af pengene blandt andet blev brugt på tv-reklamer, hvilket er uacceptabelt, men meget normalt i EU-sammenhæng. “EU-midler til uddannelse er beregnet til at gå til enkeltpersoner, ikke PR-bureauer,” skrev EU-kommissionen i sit brev til den daværende tjekkiske premierminister Petr Nečas.
Der er ingenting positivt over EU at erindre. Norsgaards trøje skal ses som et nedgørende politisk show, hvor Norsgaard bliver hivet med ind i en politisk arena, hvor det ikke skal handle om hende eller etapens udfald. Jeg er så træt af at se Palæstina-flag blafrende ude på ruterne, selvom der ingen palæstinensiske ryttere er at holde med. Men nu stopper det åbenbart ikke efter etapens afgørelse (hvis den altså kan blive afgjort – noget, som blev umuliggjort af propalæstinensere på enkelte af etaperne i mændenes Vuelta), for nu kryber politikere ligefrem frem fra deres skjul og vil have det hele til at handle om dem, og de tvinger danske Emma Norsgaard til at bære deres politiske udgangspunkt, som er en globalistisk tankegang, hvor alt skal handle om deres projekt ikke engang en fredelig cykelrytters moment på podiet kan de lade være.
Norsgaards EU-trøje er ikke blot en trøje. Det er ikke blot et flag. Det er symboler, ladet med ideologi, og når de placeres på en dansk rytter, så taler det et tydeligt sprog: EU forsøger at kapre narrativet om, hvem vi er. Men Emma Norsgaard er ikke “EU-borger”. Hun er dansker.
Jeg bliver inderligt trist, når jeg ser, hvordan cykelsporten langsomt, men sikkert bliver politiseret. Det starter med en EU-trøje, men det stopper ikke der. Jeg får myrekryb, hver gang Palæstina-flaget vajer i massevis ved diverse målstrege ikke fordi det er Palæstina, men fordi konflikten ikke hører hjemme i cykelsportens verden. Og efter den mandlige udgave af Vuelta a España fik propalæstinensere også vist, at de ikke kommer med fred. De kommer, ligesom EU, med en tanke om overtagelse.
Jeg bliver også altid dybt irriteret over alle de buh-råb, som ofte følger med, når cykelholdet Israel Premier Tech, det hold Derek Gee og Lutsenko kører på, bliver nævnt over højttalerne. Fuglsang, som i øvrigt fik en del kritik efter terrorangrebet den 7. oktober og dermed krigen mellem Hamas og Israel, for at køre på et israelsk cykelhold, blev krævet af flere medier at give en kommentar til, om han repræsenterede Israel ved at køre på holdet med en davidstjerne og “Israel” skrevet midt på trøjen, hvortil han måtte sige, at folk skulle skelne imellem staten Israel og cykelholdet. Men mest af alt dengang, UCI (det internationale cykelforbund) forsvarede at tillade transkønnede ryttere i at konkurrere i kvindelige cykelløb, efter at Austin Killips blev den første transkønnede cykelrytter til at vinde et officielt UCI-løb, da han vandt det amerikanske løb Tour of the Gila.
Sport skal samle, ikke splitte. Cykling skal handle om æstetik, lidenskab, landskaber, udmattelse, tab og sejr. Om mennesket mod lidelsen ikke ideologi mod ideologi.
Derfor siger jeg klart og tydeligt: EU, hold fingrene fra sporten. Lad os beholde cyklingen “ren” og fri for politisk propaganda. Jeres grimme, gule, nationalstatsnedbrydende stjerner hører hjemme i Bruxelles, ikke på skuldrene og maven af danske ryttere.
Læs også Troelsgaards nedtakt af mændendes Vuelta a España.
