Propalæstinensiske demonstrationer har lagt sig som altoverskyggende sorte skyer over cykelsporten – Troelsgaards nedtakt af Vuelta a España

Det altid spektakulære cykelløb Vuelta a España der i disse år er vokset i popularitet, er netop afsluttet med den første danske sejr i løbets historie, med Jonas Vingegaard stående øverst på “podiet”.

Godt nok var årets vinder tæt på at vinde i 2023, efter han gav sejren til holdkammeraten Sepp Kuss, som fuldendte et fuldt Visma podie med Primož Roglič på tredjepladsen. Men alligevel vil denne sejr stå centralt i dansk cykelsportshistorie både for Vingegaards sportslige præstation, men også for hvad der forgik udenfor barrieren, ja faktisk især da barrieren blev tilintetgjort, og der opstod en gråzone mellem tilskuerne og rytterne.

Det er svært ikke at hive i klaphatte snoren når man kigger på årets resultatsliste, en liste med hele to førertrøjer vundet af danskere, den røde førertrøje af Jonas Vingegaard og den grønne pointtrøje af Mads Pedersen, den grønne som de to danskere faktisk endte med at slås om, efter man til et spetakulært syn så Vingegaard gå efter at få point på enkelte pointspurter, og faktisk vandt spurten over Mads Pedersen på 19. etape.

Selv efter Mattias Skjelmose slog verdensmesteren, Tour vinderen Tadej Pogacar og den oplympiske mester Remco Evenepoel i Amstel Gold Race tidligere i år. Jonas Vingegaard blev nummer to i Tour de France, og Mads Pedersen bar som den første dansker den ikoniske lyserøde førertrøje i Giro d’ Italia og vandt pointtrøjen, ja så troede jeg ikke det kunne blive vildere. Men det blev det.

Jonas Vingegaard var klar favorit inden starten af Vueltaen siden UAE Team Emirates offentliggjorde, at Tadej Pogacar ikke ville stille op efter at have deltaget i nærmest samtlige cykelløb i foråret og starten af sommeren.

Den favoritværdighed syntes ikke at hindre danskeren, da han ret komfortabelt vandt cykelløbet og kun mistede få sekunder på afgørende klassementsetaper som den forkortede enkelstart. Men desværre skete der noget under årets Vuelta, som står som en stor sort sky over den italienske, franske, andorranske, og selvfølgelig den spanske himmel.

I Giro d’ Italia dukkede skyerne også op på 6. etape, som foregik fra Potenza – Napoli, løb to propalæstinensiske demonstranter ud på vejen og forsøgte at blokere for en forfølgergruppe med to ryttere, med kun tre kilometer til mål med afspærringsbånd i hænderne og prøvede at nedlægge rytterne – dog uden held.

Men ak solen brød ikke igennem, vinden skubbede ikke de sorte skyer væk. For allerede på 5. etape af Vueltaen trådte flere demonstranter ud foran Israel-Premier Tech under holdtidskørslen, da de kom kørende i høj fart. Heldigvis kom ingen noget til. Men det kunne have endt gruelig galt – rytternes liv var i fare.

På 7. etape med ca. 60 kilometer til mål skete der noget uventet i det ellers rolige forfølgerfelt, da en kratlusker demonstrant havde gemt sig blandt træerne i skyggen og løb ud på vejen med et palæstinensisk flag i hånden, spanieren Jarvier Romo fra Movistar styrtede på grund af demonstranten.

På 10. etape havde nogle demonstranter forvildet sig ud på vejen og væltede italienske Simone Petilli fra Intermarché.

På 11. etape blev løbet neutraliseret, efter at demonstranter igen løb ind på vejen med flag og bannere, inden politiet fik styr på situationen.

16. etape blev afbrudt med 8 kilometer tilbage, en etape som Jonas Vingegaard stod til at kunne vinde, da han sad helt fremme på det afgørende stykke.

Og helvede brød løs på den 21. etape til Madrid, hovedstaden som rytterne ikke nåede at komme ind til på grund af demonstranter. Og her er ikke alle tilfælde nævnt. Ja denne udgave af Vuelta a España stod i demonstrationens og Palæstinas tegn. Som nu sætter tvivl om Spaniens evner til at arrangere cykelløb.

Allerede efter den første hændelse i Baskerlandet havde jeg en grum følelse i maven, jeg følte mig som en lidt for beskyttende kæreste, der kunne true en mand på gaden, som blot strejfede blikket på sin kæreste. Jeg var rædselsslagen for, at der skulle ske Jonas Vingegaard noget. Jeg tog vreden og frygten på forhånd. Heldigvis slap Vingegaard og de andre danskere med chokket. At se hvor kludret, uforudsigelig og farlig denne udgave af Vueltaen var, især for Israel Premier-Tech ryttere er jeg lykkelig for, at Jakob Fuglsang ikke valgte at køre for for Matthew Riccitello i Vueltaen som sin sidste grand tour på Israel Premier-Tech, og at hans afsked skete på dansk jord uden Israel, og en Davidstjerne på trøjen, i hans hjemstavn Silkeborg, i Vejle og på Frederiksberg.

På den afsluttende etape som plejer at ligne Tour de France med den sidste etape som en slags “victory lap” fyldt med champange, billedetagning og den slags vi kender fra Tourens Paris-etape, med kursen mod hovedstaden med smukke provinsomgivelser, inden der skulle køres cykelløb med afslutning i en spurt på byens boulevard. Men der endte ikke med at være mere Champs-Élysées over det. For allerede inden etapen var der spekulationer om, om etapen overhovedet kunne køres.

Selv præmieoverrækkelsen efter etapen blev som ventet suspenderet, da palæstinensiske demonstranter havde overtaget målområdet, så Tom Pidcock ikke kunne blive fejret for hans første podie placering i en grand tour, og Jonas Vingegaard og Mads Pedersen ej heller kunne hyldes for deres præstationer.

Hvilket står som et symbol på, at disse demonstrationer blot tager festlighederne ud af upolitiseret arenaer og skaber splid og frygt. For demonstrationerne var ikke fredelige, for det kan aldrig være fredfyldt når cykelryttere for Israel Premier-Tech (som demonstrationerne gik ud på må man forstå) frygter for deres liv og ikke blot kan koncentrere sig om at cykle, det er ikke fredfyldt, når de smadrer barriere og forsøger at mase sig ind på kørebanen for at ramme forbipasserende ryttere, som de gjorde under 11. etape. Ej er det fredfyldt, når det smukkeste ved cykelsporten bliver lagt i ruiner. Nærheden – mellem rytter og tilskuer

Det er også de spanske arrangører, og de spanske myndigheder som har et forklaringsproblem, som for mig kulminerede, da løbets tekniske direktør Kiko Garcia sagde på baggrund af demonstrationerne og de forkortede etaper, at Israel Premier-Tech burde trække sig fra løbet, og at den spanske premierminister Pedro Sánchez flere gange fik erklæret sin støtte til urolighederne og demonstranterne: “Spanien stråler i dag som et forbillede og som en kilde til stolthed. Et eksempel for det internationale samfund, der ser Spanien tage et skridt fremad i forsvaret af menneskerettighederne,” sagde han.

Hans udtagelse fik også Mette Frederiksen til at kommentere, og hun brød sig ikke om, at hendes kollega hyldede bøllerne. Den lokale politikreds SUP Policia hævder også, at Pedro Sánchezs regering satte en stopper for, at de kunne bruge beskyttelsesmidler, og at regeringen lod demonstranterne gøre, hvad de ville. Pedro Sánchez og den spanske regering har simpelthen bragt tusindvis af tilskuere og politifolks liv i fare.

Disse demonstrationer og uroligheder handler ikke kun om Vueltaen, det nu afsluttede cykelløb, som Michael Rasmussen sagde efter optøjerne på Madrid etapen: “Der er ikke nogle tvivl om, at det her åbner en kæmpe dør for lignede demonstrationer i fremtiden og med tanke på næste års Tour de France starter i Barcelona (…) den her kamp har demonstranterne vundet.”

Jeg synes, at UCI skal fratage Spanien alle world tour cykelløb, indtil de får styr på sikkerheden og ændret deres mentalitet. Det lyder hårdt. Og det er det måske også, men dette handler om rytterenes og sportens sikkerhed. Vi kan ikke lade det smukkeste ved cykelsporten død ud, at man kan stå så tæt på sine helte og opleve sport i verdensklasse så tæt på. For det er det, de har gjort, de har ikke tiltrukket sympatisører for deres sag, Benjamin Netanyahu stopper ikke fordi, 11. etape af vueltaen ikke fandt en vinder. Krigen stopper ikke fordi, demonstranterne opfører sig som børnhavebørn, der konstant vil råbe og skrige og få alting til at handle om dem. De har kun gjort verdens farligste sport endnu farligere med et trusselsbillede udefra, der gør, at rytterne skal kigge sig for ved hvert sving, da nogle tosser med Palæstina flag kunne stå rundt om hjørnet.

På Madrid etapen endte rytterne med at stå af cyklerne og tage hjem med omkring 50 kilometer til mål, inden de kom ind og skulle køre de afgørende omgange på rundstrækningen, fordi demonstranterne havde overtaget hele målområdet, og “afspærringen” der var sat op lå pludselig rundt på kørebanen, mens der blev sparket og trampet af demonstranter med palæstinensiske flag i hånden, det hele lignede BLM-demonstrationerne man så i USA i 2020, voldsparate typer der pisser på love og regler og altid vil have opmærksomhed for enhver pris.

I reflektionen af den manglede store ceremoni som også blev afblæst på grund af demonstranter ved målområdet, kommer jeg til at tænke på Jørgen Leths historie og ikoniske digt om Fausto Coppi, hvor han ser sin mytiske helt, Fausto Coppi køre stille væk i sin karrieres efterår, smilende til den unge Jørgen, mens han stille kunne se, ham forsvinde i horistonten. Tænk at demonstranterne har ødelagt muligheden for, at en lille dreng kunne se sin helt Jonas Vingegaard, Ciccone, Philipsen, Almeida eller nogle af løbets andre store ryttere på en måde, som kan skabe lignende historier til Leths Coppi-historie. Selv husker jeg med mystik og glæde tilbage på alle de gange, jeg har set Jakob Fuglsang køre cykelløb. Det er ikke bare, at rytterne ikke kan gøre deres arbejde, det er også at en masse får frarøvet muligheden for at se deres helte for øjnene af dem.

Demonstranterne har kæmpet nyttesløst og ødelagt momenter, som kun kan beskrives som magiske og eventyrlige, og som ikke kan købes for penge.

Cykelsporten står nu et lignende sted som under Festina-skandalen i 1998-2000 hvor cykelsportens image begynde at krakelere, og alle i feltet blev mistænkeliggjort, (år efter fandt man ud af, at det var med rette) for doping var langt mere udbredt end først antaget, men der i slutningen af halvfemserne og starten af nullerne var hele fundamentet for cykelsporten i ruiner. Den konstante stræben efter at udøve det maksimale og skrue på menneskekroppen og cyklen, så intet kunne blive overladt til tilfældighederne, blev lagt i ruiner, eftersom dopingsager begyndte at vælte frem.

Nu er det ikke rytterne, holdlægerne og sportsdirektørene som er under angreb, nu er det alle tilskuerne, fordi nogle demonstranter ikke kan lade konflikten blive i Mellemøsten.

Jeg væmmes ved at se disse palæstinensiske demonstrationer, fordi de ødelægger ikke blot en etapes afslutning eller bringer rytternes liv i fare eller ødelægger muligheder for en cykelrytter, som stod overfor en virkelighed hvor de kunne få en sejr, der vil kunne ændre dem som menneske, ændre hele deres karriere og sikre, at deres hold havde haft en godkendt Vuelta. Nej det er meget større end det. Demonstrationerne starter nu en debat om, cykelssporten overhovedet kan overleve, fordi sporten er udendørs og politi og vejafspærringer ikke kan være langs hele ruten, som strækker sig over flere hundrede kilometer.

Alt det er sket fordi, de forkerte mennesker har set en mulighed for at tilintetgøre et arrangement. For det er hvad de er ude på. De ser det som en mulighed for at ødelægge ting, råbe og være åndssvage, og det er meget nemmere at hævde, at man kæmper for en større sag, en sag mod systemet, en sag hvor mange mennesker lider, mere kræver det ikke at få sympati for at være voldelig. Propalæstinensiske demonstranter har simpelthen knækket koden.

Deres aktioner er fuldstændig nytteløse, for de hjælper ikke deres sag, blikket bliver ikke rettet mod den israelske regering og deres krigsførsel i Gaza, nej blikket bliver rettet mod deres bevægelse, og at de ødelægger et cykelløb gør, at folk vender bevægelsen ryggen, selvom man faktisk er enig med dem og ikke bryder sig om Netanyahu og Israel. De gør deres sag en bjørnestjeneste.

Det er ikke sikkert, at spansk cykelsport kan forsætte som før begyndelsen af 2025 udgaven af Vueltaen. Hvad der skulle have været et cykelløb, der hyldede vueltaens historie, blev til kaos der for evigt og altid vil stå som et mørkt kapitel i både Vueltaens og i cykelsportens historiebog. Jeg stoler ikke længere på spanske løbsarrangører efter Baskerlandet Rundt i 2024 og nu Vueltaen 2025, jeg kommer aldrig til at få den halvdøde Jonas Vingegaard ud af hovedet, der ligger sammenkrøllet i vejkanten.

Hvis jeg var Trine Vingegaard, Jesper Mørkøv, Grischa Niermann eller en anden som står Jonas Vingegaard nær, havde jeg sagt: “du kører aldrig mere et cykelløb i Spanien!”

De har simpelthen ikke evnerne til at arrangere sikre cykelløb. Cykelsportens øjne kommer til at være rettet mod ASO og Tour starten i Barcelona helt indtil Grand Départ juli næste år. De bliver nødt til at holde deres løfte, som er, at rytternes sikkerhed er det vigtigste. Det skal de snart til at vise.

Det smukkeste ved cykelsporten, sejrene, nederlagene, udmattelsen og den eventyrlige fortælling blev overtrumfet og overdøvet af “free, free Palestine!” tilråb og aktioner der bragte livsfarer for ryttere, politi, demonstranter, tilskuer og værst af alt cykelsporten som helhed. Og dog nu er vi mere end før blevet beviste om, at vi altid skal kæmpe for skønheden, og det som bringer glæde og krydderi på livets tilværelse. For onde kræfter vil altid forsøge at tilintetgøre det sammenbindende og det uvurderlige.

Lad os håbe, at tågen letter. Lad os håbe, at solen skærer igennem skyerne. E Viva España.

“Ødelæggelse er uundgaaelig, men det er muligt for menneskene frit at vælge mellem, hvad man ønsker eller ikke ønsker at ødelægge” – Asger Jorn.

Læs også Troelsgaards indlæg omkring palæstinensiske demonstrationer under årets Giro d’ Italia og Ytringens live-dækning af urolighederne under den forkortet Madrid etape.

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/kaeden-faldet-af-for-propalaestinensere

http://ytringen.dk/kaos-i-madrid-demonstranter-oedelaegger-vuelta-afslutning/