Annonce

Som cykelsportsentusiast elskede jeg Jørgen Leth. Som menneske elskede jeg Jørgen Leth.

Han var i stand til at forvandle sport til kunst og hverdag til poesi. Når han kommenterede en etape, handlede det ikke om at liste favoritter eller tale om ruten. Han trak linjer op, malede baggrunde, skabte kontraster og lod rytterne træde ind i roller som helte, skurke og eventyrlige figurer. Han gjorde løbet til et drama, hvor cykelsporten blev spejl for livet selv. At høre Jørgen fortælle var at forstå, at sport ikke blot er tal og placeringer, men menneskelige fortællinger om styrke, sårbarhed og skønhed.

Men hans betydning rakte langt ud over cykelsporten. I hans digte og essays foldede han samme blik for skønhed og detaljer ud. Han kunne standse ved noget, de fleste ville overse – et lysglimt, en bevægelse, en stemning, og gøre det til noget betydningsfuldt. Hvor vi andre hastede forbi, satte han ord på. Han lærte os at være mere opmærksomme, at åbne øjnene og lytte til verden. “Husk nu at bruge dine øjne, søn,” sagde hans far til ham, da han var barn. Det tog han om nogen til sig.

Jørgen Leth var en, vi kunne spejle os i, fordi han mindede én om, at det altid er muligt at se verden anderledes. Han var en stemme, der ikke lod sig kue, en ærlig og kompromisløs observatør. Han brokkede sig, han opponerede, han satte fingeren på tidens tomme tendenser og var ikke bange for at gå imod strømmen. I et samfund som bliver mere og mere hastigt, overfladisk og standardiseret, insisterede han på langsomhed, på dybde, på detaljer. Han viste os, at æstetik og alvor ikke er modsætninger, men forudsætninger for at tage livet seriøst.

Annonce

Han læste meget i avis, i bøger og skrev altid sine tanker ned i hånden, han var tilstede i den fysiske verden. Ja, han var den fysiske verden.

Han skabte en ny måde at lave kunst om sport på. Hans kultklassiker Sportsdigte fra 1967 og filmene Stjernerne og vandbærerne (1974) og En forårsdag i helvede (1977) er værker, der for evigt står som monumenter for, at cykelløb kan være mere end den meningsløse udlægning mange kommer med: “200 mænd på en cykel mod et mål”. De viste, at sport er poesi, rytme og billedsprog. At rytternes smerte og vilje ikke bare kan måles i sekunder og watt, men også i metaforer og stemninger.

At deres smerte og udholdenhed er en vigtig egenskab i livet. Og en direkte modreaktion til det smerteløse liv, hvor målet er at komme gennem livet uden skrammer. Nej det skal gøre ondt i lang tid, kun der, kan forandring og udvikling ske, og det er faktisk ganske smukt og poetisk at lide og blive stærkere.

Og så er der selvfølgelig hans makkerskab med Jørn Mader under Tour de France. De to gjorde cykelløbet folkeligt, levende og eventyrligt. De var ikke blot kommentatorer, de var fortællere. De kunne dvæle ved et sving i Pyrenæerne, ved en rytters ansigtstræk eller ved en lille hændelse midt i feltet og gøre det til et billede, der blev siddende i bevidstheden. Sammen skabte de noget, der var langt mere end sportsjournalistik: de skabte sprogkunst. Som et velkomponeret digt foldede deres fortællinger sig ud etape efter etape, sommer efter sommer. Nu er de igen samlet i sproget, i historien, for altid i vores erindring.

Her er et digt jeg har skrevet om Jørgens måde at se cykelløb på inden hans død:

BRISTEPUNKTET

Cykling er lidelse
at finde den rareste måde
at ødelægge sig selv på
det er det finurlige at finde
en indre ro, styrke og optimisme
på een og samme tid
mens man sidder på cyklens ubehagelige sæde
og hører folk råbe og skrige
mens man skal holde øje
med publikums uforudsigelighed
i en byge af lavthængende flag
hvad der ligner en festivalsplads
af papskilte med ulæselige platte beskeder på
der var engang Tony Martin blev ramt af et papskilt
og tog hele feltet med i faldet
en stilhed som kan minde om fra før man blev født
kunne mærkes der mange kilometer til mål på tourens første etape
en akavethed hvor alle øjne rettede sig mod kvinden med skiltet
som når man har fortalt en vittighed der gik lidt over stregen
man skal holde hovedet koldt
selvom man har lyst til at råbe
og kaste cyklen ud over skrænten
mens man skal begrænse
cyklens slingren
og benenes syren
mens man er fanget i en helvedes smerte
man for alt i verden vil ud af
men det kan man ikke
dér er 100 kilometer til mål
det er det cykling handler om
at udøve det umulige
at kæmpe imod hovedet
og finde bristepunktet og kører
over det uden at kollapse
nemmere sagt end gjort
men de gør det
det er det som gør rytterne
til eventyrlige helte på cykler
som hver gang underholder
med at lade sig briste
som den franske pionær Octave Lapize
sagde på toppen af Tourmalet
“arrangørerne er snigemordere!”
og er det ikke bare smukt?

Men Jørgen Leth var også meget mere end cykelsport. Han var en stemme, der udfordrede os til at se verden gennem et æstetisk filter. Han lærte os, at det flygtige kan fastholdes, og at selv det mest banale kan være meningsfuldt, hvis vi blot tør se det rigtigt. Hans univers var en påmindelse om, at sproget er mere end information, det er en måde at være i verden på. Han så kunsten som et kald, en disciplin, et arbejde, hvor man altid skulle gøre sig umage. Og det er måske netop hans vigtigste eftermæle: at han viste, at det at tage sig tid, være omhyggelig, gøre sig umage og insistere på skønhed ikke må blive gammeldags, men tværtimod er helt afgørende for et meningsfuldt liv.

Leth repræsenterede en tidsånd, hvor man ikke skammede sig over at tage verden alvorligt. Hvor dybde, fordybelse og detaljer var en dyd, og hvor sproget blev behandlet med respekt. I dag lever vi i en tid, hvor middelmådighed næsten hyldes, hvor hastighed og overflade er det nye ideal. Jørgen Leth stod som en kontrast hertil. Han mindede os om, at vi kan vælge en anden vej. En vej af skønhed, humør og rodfæstethed i det mennesketlige.

Og han blev ved. Selv i en høj alder var han nysgerrig, legende, produktiv. Han arbejdede konstant på det næste værk, den næste idé. Han var aldrig færdig, aldrig afsluttet. For ham havde kunsten og fantasien ingen alder. Han var et levende eksempel på, at man altid kan skabe og lege, så længe man lever. “Den dag drengen i manden dør, dør manden”

Jørgen Leths ord, hans værker, hans stemme, alt dette er nu en del af vores fælles arv. De er en kulturarv, en fælles hukommelse, der minder os om at tage sproget og fortællingen alvorligt. De viser os, at det uforklarlige kan beskrives, at det flygtige kan fastholdes, og at man ikke skal skamme sig over at kræve mere af verden og af sig selv.

Æret være Jørgen Leths minde. Han var en mand, der lærte os at se verden på en ny måde, og hans stemme vil fortsat lyse for os, længe efter solen brænder op. Jeg er for evigt inspireret af Jørgen. En poet af guds nåde der aldrig kan dubleres. Til slut vil jeg vise mit yndlings Jørgen Leth digt, som fortæller om at være sig selv, altid at lege og beholde den barnlige fantasi:

ALTID MERE SPÆNDENDE I HOVEDET

Altid
det var altid
mere spændende i hovedet
for der kunne jeg selv
bestemme hvem
der skulle møde hvem
og hvordan det skulle ske

Som regel
gik jeg ud i baghaven
stod der i timevis og lavede
stråelende sprintermatcher
i hovedet
jeg kunne få et enkelt heat
med arie van vliet og joseph scherens
til at strække en hel dag eller mere

Sommetider
måtte jeg afbryde
midt i positionskampen
eller måske midt i spurten
inden jeg havde bestemt
om den flyvende hollænder den dag
skulle køre sin lange spurt hjem
fra spids
uden at blive snydt
på stregen af den lille mand
med det berømte tigerspring

Fordi nogen
kom og sagde at nu
skulle jeg holde op
med at være sær mere
i dag

Hvis nogen
var sær så var det
joseph scherens fra belgien
hans hjelm
var en forældet rund model
han var fra en anden tid.

Jørgen kunne beskrive barndommen, cykelsporten og livet som ingen anden. Ja, han var fra en anden tid, en anden verden. “Stemmen er tavs,” men ordene lever i bedste velgående.