Som prinsessen på ærten

I tre årtier efter Berlinmurens fald i 1989 har Vestens udenrigspolitik mindet om HC Andersens eventyr prinsessen på ærten: Der lå en lille ært under madrassen, men ingen ville rigtigt mærke til den. Den vestlige verden fik advarsel efter advarsel, men valgte at overse tegnene, svøbt ind i et lag af idealisme og naivitet, snarere end at forholde sig til realiteternes udfordringer. I stedet for at reagere på de tydelige signaler, som blev sendt, valgte Vesten i stedet for at se verden igennem et idealistisk øje, som en ide om, hvordan den ideelle verden ville se ud, hvor globalisering og handel automatisk ville skabe fred, demokrati og stabilitet. Dette håb kom til at fungere som endnu et lag af madrasser, der dæmpede for enhver form af realiteterne i øjnene.

Men gennem hele perioden lå ærten der stadig. Allerede i 1997 advarede den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver for den tidligere demokratiske præsident Jimmy Carter, Zbigniew Brzezinski i sin bog “The Grand Chessboard” om, at den fremtidige alliance mellem Rusland, Kina og Iran vil være den farligste for USA og Vesten. Det blev dengang betragtet som en teoretisk og umulig situation, fordi nu var verden jo på vej mod en fredelig tidsperiode.

Da vesten, især USA, kastede sig ud i en række demokratiprojekter, begyndte det idealistiske verdenssyn først at blomstre. Først i Afghanistan, hvor Taliban og Al Qaeda hurtigt blev skræmt væk, hvor man alligevel valgte at blive, fordi man havde håbet på den idealistiske drøm om, hvis man bare pressede nok ovenfra, ville et frit og demokratisk samfund kunne blomstre frem. Senere i 2003 fulgte samme ide, om at man i Irak kunne skabe et demokrati, bare hvis man pressede hårdt nok på. Dette var begyndelsen på den idealistiske forestilling, hvor man troede, at viljen og håbet kunne forandre komplekse samfundsstrukturer.

Samtidigt begyndte Rusland, gradvist at vise sit sande jeg. I 2000 bliver Vladimir Putin valgt første gang, som præsident i Rusland – en mand, der tidligere havde tjenestegjort, som KGB-agent i Sovjetunionen. Der burde alle alarmklokker have ringet. Men ærten lå der stadig og stak, uden at nogen for alvor ville mærke den. Vesten reagerede ikke, og igen valgte man at vende den anden kind med sit idealistiske syn, i håbet om at Rusland kunne blive mere demokratisk.

Det samme mønster gentog sig under Putins tale på München Sikkerhedskonference i 2007, hvor han åbent kritiserede Vesten og erklærede, at man ønskede at genoptage sin position som stormagts rolle i opposition til den vestlige orden. Året efter, i 2008 indvandrede Rusland Georgien og besatte to regioner, mens Vesten bare så det som en isoleret hændelse uden reelle sanktioner eller lignende. Dette sendte et signal til Rusland, om at krænkelser af landets territoriale grænser ikke havde nogle konsekvenser. Dette har senere været en del af grundlaget for, at man fra russisk side har følt sig fri til at gå endnu længere. Først med annekteringen af Krim i 2014 og til sidst invasionen af Ukraine i 2022.

I samme periode begyndte Kina at spille en større rolle i vesten. Med landets optagelse i WTO i 2001, hvilket åbnede op for massiv handels vækst med EU og USA og særligt i perioden 2005 – 2008 eksploderede samhandlen. På dette tidspunkt var Kina reelt blevet en af Vestens vigtigste økonomiske partnere. Dette førte til i 2008 at mellem EU og Kina etablerede et “High Level Economic and Trade Dialogue”- et forum, som skulle styrke samhandlen endnu mere. I dag fremstår denne idealistiske forventning om at en økonomisk integration ville skabe en politisk liberalisering i Kina – et håb, som i dag fremstår naivt og en afhængighed, som i dag har svækket det europæiske produktionsmarked.

Men Vestens naive idealisme stoppede ikke her. I 2011 gik man i Libyen for at fjerne diktatoren Gaddafi med militær magt under idealistiske forestillinger om humanitær intervention og igen et mål om at genopbygge et demokrati oppefra – uden en klar plan for eftertiden, hvilket i dag har præget til mere vold og mere ustabil. Kaos og ustabilitet fulgte, men man ignorerede læren i Vesten. I 2012 under den amerikanske præsidentvalgkamp mellem Barack Obama og Romney, kaldte Romney Rusland for USA’s største geopolitiske rival, hvilket han blev hånet af Obama, hvor ordene lød “The 1980s called – they want their foreign policy back”. Romney endte med at få ret og i 2014 annekterede Krim, og igen reagerede Vesten først med milde sanktioner og en udelukkelse af G8, mens strategisk afhængighed, især gennem energi og handel, fortsat blev opretholdt. Dette så vi i 2018, hvor tyskerne naivt indgik et samarbejde med russerne om, at købe russisk gas gennem de nye Nord Stream rør, de ville ligge. Hvor tanken ikke strejf dem, at dem man ønskede at købe energi af, også var dem, man ønskede at beskytte sig mod. Dette har senere fået store konsekvenser, især efter russernes invasion af Ukraine i 2022.

Kina fortsatte sin stigende globale rolle. Gennem 2010’erne blev Kinas rolle i den vestlige økonomi stadig større. Vestens idealistiske tro på, at handel alene ville demokratisere Kina, blev endnu et lag i madrassen, som dæmpede for realiteterne. Imens at Kina blev en økonomisk og militær stormagt fortsatte Rusland med at udbygge sine militærstrategier og deres tilnærmelser med Iran, viste at de advarsler, som Brzezinski havde givet tilbage i 1997, var blevet en realitet og ikke længere kunne ignoreres.

Tre årtier efter Berlinmurens fald har Vestens mangel på en realistisk vurdering af deres førte udenrigspolitik efterladt et strategisk tomrum, hvor “ærten” under madrassen stadig stikker, og dens konsekvenser er nu uundgåelige – fra energiafhængighed, lav konkurrenceevne i EU, militære konflikter og ikke mindst autoritære staters geopolitiske afhængighed og ambitioner. Selv om Vesten måtte tage hensyn til interne politiske prioriteringer, økonomiske begrænsninger og internationale alliancer, har troen på idealismen alt for ofte dæmpet for evnen til at reagere på de tydelige advarsler.

Hovedbilledet er lavet med hjælp fra AI (ChatGPT)