Mord på ytringsfriheden: Naivitet koster liv

Rune Møller Christensen, Klima- og miljøordfører for Venstres Ungdom

Bolette Houmøller Bjerre, Medlem af Politisk Udvalg i Venstres Ungdom

Frederik Edelskov, Medlem af Politisk Udvalg i Venstres Ungdom

Aktivist og flygtning, Salwan Momika, døde 29. januar 2025. Skudt ned i det svenske

samfund, han flygtede til for at finde frihed, men hvor han i stedet fandt den ultimative pris

for sin kritik af islam. Mange lande i EU har i årevis udskammet Danmark for sin stramme

linje på udlændingefronten indtil nyere tid, hvor eksempler som dette brutale mord

cementere en rystende sandhed: Blasfemi, islamkritik og ytringsfrihed er under et

altødelæggende pres i det moderne EU, og i særlig høj grad Sverige, hvor ikke-vestlig

indvandring og islamisme har fået lov til at trives i skyggen af naiv tolerancetænkning.

Ændrer vi ikke beskyttelsen af de ydre grænser og udvisningspolitiken i EU, vil denne

tendens blot fortsætte.

Et brutalt attentat på ytringsfriheden

Salwan Momika var en kontroversiel skikkelse. Han brændte koraner og udfordrede islam på

en kontroversiel måde. Men uanset hvad man mener om hans metoder, var han en mand,

der udnyttede den frihed, som man i Vesten påstår at værne om. Han talte imod en ideologi,

han flygtede fra, og han betalte med sit liv.

Det mest skræmmende ved hans død er ikke kun, at han blev myrdet på grund af sin kritik –

men også at Sverige, det land der burde have beskyttet ham, ikke har formået at få bugt

med den radikalisering, der dræbte ham.

Hans skæbne minder uhyggeligt meget om andre angreb på ytringsfriheden, vi tidligere har

oplevet i Skandinavien. I 2010 blev den danske Muhammed-tegner Kurt Westergaard

forsøgt myrdet i sit eget hjem af en islamist bevæbnet med økse. Westergaard, der i årene

efter Muhammed-krisen levede under massiv politibeskyttelse, blev jagtet for én ting: at

tegne en karikatur.

Mordforsøget på Westergaard var en advarsel. Momikas mord er beviset på, at Vesten

stadig ikke har lyttet.

Et skræmmeeksempel på godtroenhedens

konsekvenser

Sverige har om nogen troet på Merkels slogan “Wir schaffen das”, udsprunget af en naiv

Willkommenskultur. Med EU-formandskabet i 2025 først hos Polen og nu hos Danmark er det heldigvis ikke en så vildfaren planlagt håndtering af migranter, der lægges på

forhandlingsbordet. Erfaringerne taler nemlig for sig selv.Gennem årtier har svenskerne været bannerfører for en uansvarlig indvandringspolitik

gennemsyret af konfliktskyhed. Resultatet er tydeligt: Parallelsamfund, hvor klanstrukturer

erstatter retsstaten, og hvor kriminalitet eksploderer.

Johanna Bäckström Lernebys bog Familjen dokumenterer, hvordan en enkelt klan kan

kontrollere en hel forstad i Sverige med trusler, vold og afpresning. Dette er ikke en

tilfældighed – det er konsekvensen af en politik, hvor retsstaten har opgivet sin autoritet og

overladt magten til dem, der trives i lovløshed.

Når radikaliserede islamister føler sig så trygge, at de kan henrette en mand for at have

kritiseret deres tro, er det tydeligt, at Sverige ikke længere er et frit samfund i traditionel

forstand. Momika flygtede fra islamismen i Mellemøsten – og blev dræbt af den i

Skandinavien.

I Sverige dør man for sin ytringsfrihed. I Danmark bliver

man fængslet

Mens Sverige lader islamister hærge gaderne, har Danmark valgt en anden, men ligeledes

farlig vej: censur. Selvom islamkritik, en fornuftig forbeholden attitude over for migration fra

MENAPT-lande og drømmen om et Fort Europa er ukontroversielt i Danmark, har

Folketinget bukket under. Da Regeringen med støtte fra De Radikale indførte den såkaldte

koranlov, lod man netop mørkemænd som Salwans mordere vinde.

Denne lov er et direkte angreb på ytringsfriheden. Kunstnere og aktivister, der ønsker at

kritisere religion – som den dansk-iranske Firoozeh Bazrafkan, der har revet en koran på et

rivejern som en del af sin islamkritiske kunst – kriminaliseres nu af den danske stat.

Regeringen mente, at hensynet til folk som Firoozeh ikke vejede lige så tungt som hensynet

til bl.a. præstestyret i Iran, et terrorregime der nok ville have slået hende brutalt ihjel, hvis

hun nogensinde satte fod i landet igen. Når Danmark ændrer sine egne love for ikke at

fornærme regimer, der selv henretter dissidenter og undertrykker deres befolkning, betyder

det én ting: Autokratiske stater har fået indflydelse på dansk lovgivning og bevist, at vold og

trusler virker.

Antidemokrater skal ikke være en del af de vestlige

samfund

Vi skal dog ikke blot gardere os mod, at ydre kræfter bekæmper vores liberale samfund. Vi

skal også beskytte os mod, at de bliver en del af vores samfund. Derfor bør det også være

en selvfølge, at autokratisk sindede ikke får adgang til at deltage i vores demokratiske valg.

Når vi i et liberalt demokrati giver statsborgerskab til nye borgere, har vi en forpligtelse til at

sikre os, at de også deler de grundlæggende værdier, der gør samfundet frit og demokratisk.

Alligevel er der massiv modstand mod både samtaler med ansøgere af dansk

statsborgerskab og systematisk tjek for antidemokratiske holdninger. Kritikerne hævder, at

det er “sindelagskontrol” og imod demokratiets ånd. Men et liberalt demokrati er kun liberaltog demokratisk, hvis borgerne i det er liberale demokrater. Hvis en større andel af

befolkningen ikke lever efter vestlige værdier og hylder frihedsrettighederne – også når de

kan virke stødende på nogen – så undergraves det frie liberale samfund på sigt både

lovmæssigt og i praksis.

Demokrati i Mellemøsten er en by i Israel. Derfor må vi også forstå, at selvom opbakningen

til demokratiet er en naturlighed for danskere, så er det bestemt ikke en selvfølge for

ansøgere til dansk statsborgerskab. Det manglende filter er ikke blot et problem for

Danmark, men også for ansøgere med ikke-vestlig baggrund, der faktisk ønsker at værne

om demokratiet og dets værdier. Der skal ikke kunne herske nogen tvivl om, at nydanskere

er velkomne og hører til i Danmark uanset deres etniske baggrund.

Når vi lukker folk ind i vores samfund uden at stille krav til deres værdier, gambler vi med

vores egen frihed og skaber grobund for diskrimination mod danske statsborgere med

ikke-vestlig baggrund. Hvis en ansøger åbenlyst tilslutter sig værdier, der er uforenelige med

demokratiet – som støtte til sharialovgivning, kvindeundertrykkelse eller vold mod frafaldne –

hvorfor skulle vi så give dem indfødsret?

At afvise enhver form for værdiafklaring er ikke en forsvarlig demokratiske holdning – det er

en farlig naivitet, som vi ser konsekvenserne af i hele Europa.

Et opgør med terroriserende vold

Herudover bør vi som samfund tage en grundig diskussion om straffen for ydmygelsesvold

og politisk motiveret vold. Disse former for kriminalitet er ikke blot udtryk for almindelig

voldelig adfærd, men en bevidst krænkelse af et andet menneskes værdighed, frihed og i

mange tilfælde også dets politiske overbevisning. Når radikaliserede grupper ikke bare

udfører vold, men også søger at ydmyge deres ofre som en del af et ideologisk eller politisk

budskab, er der tale om en yderligere eskalation af voldens natur.

Ydmygelsesvold – ofte set i parallelsamfund og klanmiljøer – handler om at sætte et

eksempel for andre. Det er et forsøg på at etablere magt og dominans, og det sender et

signal om, at intet er helligt, og at offerets frihed kan krænkes uden konsekvens. Dette bør

straffes hårdere end almindelig vold, da ydmygelsesvolden truer selve det fundament, vores

frie samfund er bygget på: respekten for individet.

Politisk motiveret vold, som mordet på Salwan Momika, skal også mødes med betydeligt

skrappere sanktioner. Angreb på en persons ret til at ytre sig eller leve frit i henhold til sine

politiske eller religiøse overbevisninger bør straffes hårdt, fordi det ikke blot er et angreb på

individet, men også på hele samfundets demokratiske grundlag.

Hvor mange flere skal dø?

Men selvom straf er et vigtigt tiltag, er det kun symptombehandling. Problemet er dybere.

Salwan Momikas død er en påmindelse om, at friheden ikke er givet. Der er konstant ydre

og indre kræfter, der vil gøre hvad som helst for at knægte den.Vi kan enten lade frygten diktere vores handlinger, eller vi kan insistere på at forsvare det,

der gør Vesten unikt: Retten til at tale, kritisere og leve uden frygt for repressalier.

Tolerance er en demokratisk værdi, men et demokratisk samfund må aldrig tolerere

intolerancen. Når vi tillader, at dem, der ønsker at undergrave friheden, får plads til at vokse i

demokratiets navn, graver vi vores egen grav. Karl Popper beskrev dette fænomen som

toleranceparadokset: Hvis et samfund tolererer det intolerante uden modstand, vil det

intolerante til sidst udslette selve tolerancen – og dermed friheden.

I Danmark må vi ikke begå Sveriges fejl. I EU må vi ikke ryste på hånden. Vi må insistere på,

at vores frihed ikke er til forhandling. Spørgsmålet er ikke, om vi kan tage os sammen – men

om vi venter, indtil det er for sent.