Når lovbrud møder HD-kvalitet

Mathias Rinaldo og Brian Mørch, Danmarksdemokraterne

Debatten om at dele videoer af tyveri og hærværk er blevet et spejlkabinet. Pludselig er det ikke længere den, der bryder ind ad døren, der står i centrum – men den, der tænder lyset. Kameraet. Videoen. Offentligheden. Men lad os lige trække vejret og se nøgternt på det. Stjæler man eller begår hærværk foran et kamera, har man selv trådt ud på scenen. Man kan ikke både opføre stykket og bagefter kræve mørklægning. Det her handler ikke om sladder eller rygter. Det handler om dokumenterede lovbrud. Om handlinger, der er fanget, ikke fortolket. Alligevel lyder protesten igen og igen: “Det er selvtægt.” Nej. Selvtægt er at tage loven i egen hånd. Synlighed er at vise, hvad der skete. Kameraet er ikke en kølle. Det er et spejl. Og spejle kan være ubehagelige, især hvis man ikke bryder sig om det, der kigger tilbage. I et samfund, hvor politiets ressourcer er strakte, og småtyverier ofte drukner i bunken af henlagte sager, står mange borgere tilbage som tilskuere til deres egne tab. Når døren er sparket ind, cyklen væk eller butikken ribbet, er det ikke principielle diskussioner, der betaler regningen. Det er almindelige mennesker. Derfor bliver videoerne delt. Ikke for hævn, men for ansvar. Synlighed er ikke gabestok. Det er konsekvens. Vi lever i en tid, hvor vi taler meget om tryghed, men handler, som om den er gratis. Som om den opstår af sig selv. Sandheden er, at tryghed er som et hegn: Hvis der hele tiden pilles brædder af, falder det til sidst. Og hver gang vi beskytter gerningsmandens anonymitet mere end offerets retfærdighed, saver vi endnu et bræt over. Man må ikke stjæle. Man må ikke ødelægge andres ejendele. Det er ikke hårdt. Det er ikke kontroversielt. Det er fundamentet. Så lad os stoppe med at skyde budbringeren og i stedet se på beskeden. For problemet er ikke kameraet på væggen. Problemet er hånden i lommen – og foden, der sparker døren ind.