Ytringen mener: Genindfør Store Bededag
Mathias Rinaldo, Debatredaktør på Ytringen
Ytringen mener:
Det er nemt nok at tælle arbejdstimer, men man kan ikke sætte en pris på værdien af en fælles fridag. Hele fadæsen omkring Store Bededag handlede aldrig kun om kroner og øre – det handlede om, hvilket samfund vi vil være. Skal alt virkelig gøres op i kolde beregninger? Regeringen solgte os idéen om økonomisk ansvarlighed og et større arbejdsudbud.
Men i virkeligheden kvalte de en århundredgammel tradition bare for at få et regnestykke til at gå op. Man kan ikke bare reducere vores kultur til et teknisk greb i finansloven. Selvom regeringen havde mandaterne, så havde de aldrig danskerne med sig. Folk protesterede, men blev ignoreret. Det efterlod en ret flad smag i munden: Følelsen af, at Excel-ark betyder mere for Christiansborg end folkelig opbakning og traditioner.
Derfor er det også kun rimeligt, at både blå blok og SF nu melder ud, at de vil have helligdagen tilbage. Det er et vigtigt signal om, at politik også skal handle om respekt for vores fælles pauser og livskvalitet – ikke kun om at presse citronen for flere arbejdstimer. Dansk økonomi vælter ikke, fordi vi får vores fridag tilbage. Men det vil vise, at politikerne rent faktisk tør indrømme en fejl, når de har trådt ved siden af. Nogle beslutninger er bare for dårlige til at blive stående. Store Bededag skal tilbage på kalenderen.
