Behold Dannebrog oppe efter sportsbegivenheder

I en rus efter at se så stor opbakning til Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, Postnord Danmark Rundt, denne gang på Bornholm for første gang med Dannebrog over det hele, og børn der har fået fri fra skole og hepper på deres lokale helte. Det var ganske smukt, og det viste, hvordan sport, især cykelløb, kan bringe folk sammen om noget, der er større. At vi er forbundet med hinanden.

Tidligere har jeg skrevet et indlæg i Jyllands-Posten, hvor jeg påpeger, at vi skal til at støtte vores sportsudøvere mere, især når de ikke vinder. Jeg tog Jonas Vingegaard og hans 2. plads i Tour de France som eksempel. Og her i glæden over at se cykelløb på dansk grund, med Dannebrog hængende fra kraner, husvinduer, i flagstænger og malet på ansigter, tænkte jeg: Hvorfor vasker vi den kærlighed til landet, flaget og sammenholdet af, når rytterne er kørt forbi, eller når kampen er fløjtet af?

Vi hører, at et stigende antal danskere har en følelse af meningsløshed, fordi de ikke oplever, at de hører til i et større fællesskab, men snarere føler sig efterladt alene i en hverdag uden dybere formål. Og at flere og flere danskere føler sig ensomme i det daglige.

Men når man står der i Parken på den røde mur, eller råber efter Mads Pedersen, der er midt i en spurt foran fjerneren, så er man forbundet med noget større. Man tænker ikke over det, men lige der er den daglige meningsløshed væk.

Men hvad nu, hvis man beholdte landsholdstrøjen og klaphatten på efter kampen, symbolsk i hvert fald, så vil der ikke længere være et problem med meningsløshed. Det med ikke at føle sig en del af noget. Det jeg prøver at sige er, at vi skal til at være mere fædrelandskærlige i det daglige.

Vi skal ikke skamme os over vores historie, nej vi skal være stolte af den historie, vi er født ud af, og vi bør videre fortælle den. For hvis man er af den overbevisning, at man er forpligtet til at videre fortælle den historie, så føles livet pludselig ikke så meningsløst, nej, så er man pludselig forbundet med tidligere konger, hædersmændene fra 1864, 1920 og modstandsfolkene fra under besættelsen. Og hvis vi skal drage sportens verden ind i det igen: fodbold-EM-sejren i 1992 og Bjarne Riis’ og Jonas Vingegaards Tour de France-sejre.

Som jeg skrev i Jyllands-Posten: “Hvis vi virkelig vil bakke op om vores atleter, så skal vi også stå bag dem, når de ikke vinder. For det er præcis i modgang, at støtten betyder allermest.”

Og det samme gælder vores land. Hvorfor støtter vi ikke Danmark, vores land, når det går skidt? Vi hejser kun Dannebrog, når der er fødselsdag, og vi viser det frem, når herrehåndboldlandsholdet vinder endnu et VM. Dannebrog skal ikke kun vaje på vores selvbyggede piedestal, ikke blot være et symbol, der belyser de positive stunder. Dannebrog og vores kærlighed til landet bør stå ligeså stærkt i gråvejr som i fuld solskin.

Helt naturligt ville vi alle elske og holde sammen, især i de svære situationer, hvis vi havde bare en snert mere fædrelandskærlighed. Fordi det frembringer en særlig næstekærlighed og medmenneskelighed.

Vi støttede vores land, da det gik af helvedes til, dengang vi gik sammen med Napoleon og tabte Napoleonskrigene, gik statsbankerot og tabte Norge. Så skulle vi som land genfinde os selv. Som vi gjorde med stor succes. Nede i kulkælderen skabte vi en fortælling, kunst og en sammenflettende samfundsopfattelse. Og yndiggjorde det at være dansk og holde af sit land. Som alt i alt gjorde, at den sammenbindende forbindelse mellem folk voksede, og man kunne drive mod fælles mål.

Uden et fælles mål står vi på nuværende tidspunkt i en lignende situation som efter Englands- og Napoleonskrigene. Vi er gået åndeligt statsbankerot. Det er på tide at genopfinde os selv, eller rettere sagt, vi skal til at kigge tilbage. Læse de gamle nationalromantiker-tekster, som Grundtvigs Langt højere bjerge, Oehlenschlägers Morgen-Vandring og Der er et yndigt land. Ikke bare synge dem under sportsbegivenheder, men tage tekstens ord til sig.

For så finder man en indre kærlighed til sproget, folket, historien, kongen og alt det, der gør Danmark til noget større end blot et sted på verdenskortet.

Og det er den perfekte start, hvis man vil komme meningsløsheden og ensomheden til livs: at have kærlighed til det, der er større end vores jordlige liv. At være forbundet og bevidst om Gud, fædrelandet, historien, værdierne, kulturen osv. Så skriver “genfortællingen”, nationen genfinder sammenholdet, og ja, bevares, den åndelige oprustning sker af sig selv.

Så lad os beholde Dannebrog oppe og bevare det sammenhold, et cykelløb eller en fodboldkamp kan give en hel nation.