
Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen mødte torsdag op i Københavns Byret, hvor han står tiltalt for at have været i besiddelse af tusindvis af billeder og videoer med overgrebsmateriale. Retssagen har på forhånd vakt enorm opmærksomhed, og der var pres på pladserne, da sagen begyndte.
Ytringen var ikke selv til stede i retten, men bygger på live-dækning og referater fra DR Nyheder.
Ifølge DR trådte Henrik Sass Larsen torsdag morgen ind i retslokalet med et fast blik og et smil, men som dagen skred frem, ændrede stemningen sig. Først fik Sass Larsen mulighed for at forklare sig. Hans version er kendt fra tidligere: at han for år tilbage modtog en kort videosekvens, der viste et overgreb mod ham selv som barn, uden at kende afsenderen. To år senere modtog han ifølge sin forklaring endnu en video – denne gang af en lille pige, men hvor han selv optrådte ulykkelig i baggrunden. “Det er så ødelæggende for mig det her. Jeg synes simpelthen ikke, at I kan være det bekendt,” sagde han ifølge DR i retten.
Derefter kom turen til politiets efterforskere, som for første gang fremlagde deres forklaring. Det ændrede ifølge DR dynamikken i retssalen markant. Politiet har beslaglagt i alt 6.245 billeder og 2.247 videoer fra Sass Larsens enheder. Materialet spænder over alle tre kategorier af overgrebsmateriale, herunder den groveste kategori. Politiets gennemgang tegnede dermed et billede af en langt større og mere systematisk tilstedeværelse af ulovligt indhold end den, Sass Larsen selv har forklaret.
Henrik Sass Larsen fortalte også i retten om sine personlige forhold. Han har ifølge DR ikke haft nogen indkomst siden marts og beskrev et liv præget af depression og gentagne sammenbrud. Lægeerklæringer, der blev fremlagt, støtter billedet af en mand i dyb krise, men uden misbrug.
