Anmeldelse: Kampen om midten – Tysk politik i det 21. århundrede, Af Moritz Schramm, udgivet 2021
Oscar Ingvardtsen, liberalsindet meningsdanner og amatørboganmelder
Da jeg forleden satte mig i min ekstra bløde lænestol og slog op i min nyindkøbte bog Kampen om midten: Tysk politik i det 21. århundrede, skrevet af Moritz Schramm, der er ansat som lektor i den tyske kultur- og samfundsudvikling ved Syddansk Universitet, udgivet i 2021, var det med en forventning om en objektiv skildring af tysk historie, hvormed der kunne drages tråde til nutidens tyske politiske landskab. Det var bogen i den grad også leveringsdygtig i. Bogen starter godt udmed at redegøre og beskrive Tysklands dybe og i den tyske underbevidsthed altfyldende historie om 2. verdenskrig og tiden derop til, altså hovedsageligt fra 1933, hvor Hitler overtog rigskanslerposten. Dette fylder meget i den tyske selvbevidsthed og i kampen derom.
Bogen botaniserer dog endnu længere ned i historien, hvor også den tyske samling i 1871, tiden i Deutsches Kaiserreich (Det Tyske Kejserrige), første verdenskrig og konsekvenserne deraf, altså hovedsageligt Weimarrepublikken, gennemgås. Denne startede som bekendt svagt i forbindelse med en nation i choktilstand, der i de første år kæmpede med hyperinflation, men i midten og slutningen af 1920’erne fik tilvejebragt stabilisering og velstand. De såkaldte “gyldne år” (1924–1929) oplevede Tyskland, men dette blev brat stoppet af den store depression, der udløste enorm arbejdsløshed og generel økonomisk tilbagegang, hvilket sammen med utallige andre begivenheder banede vejen for NSDAP’s magtovertagelse.
Den første del af bogens godt 200 sider må, gennem brugen af de ovennævnte historiske pointer og en række gode, underspillede og saglige analyser, vurderes som både klog, hæderlig og kløgtig. Når Schramm derimod lægger de dybere historiske briller fra sig, bliver analyserne i bogens anden halvdel mere fejlbehæftede.
Et af eksemplerne er vurderingen af CDU, hvor forfatteren advarer mod en højredrejning af partiet og hævder, at den daværende kanslerkandidat Armin Laschet ville nyde stor vælgeropbakning ved det forestående valg, blandt andet på grund af sin Merkel-lignende ro og videreførsel af hendes linje. Som bekendt tabte Laschet imidlertid valget med et brag. Bogen forsøger desuden at personificere Friedrich Merz som eksponent for en konservativ linje i CDU, der ifølge forfatteren aldrig vil kunne vinde. Men hvem sidder i Kanzleramt pr. 9. juli 2024?
Analysen af PEGIDA- og AfD-tilhængerne er tilsvarende problematisk og til tider direkte tåkrummende. Det påstås, at der er tale om en lille, lukket del af Tyskland, men ved seneste valg fik AfD over 20 % af stemmerne og må betegnes som en landsdækkende bevægelse snarere end en marginaliseret fraktion.
Schramm har åbenlyst fulgt med i det tyske mediebillede og på den tyske forskerscene, da der i bogen henvises til utallige professorer, publicister og andre tyske fagfolk. Dette giver også et spændende indblik i, hvordan den lærde debat i Tyskland har udspillet sig gennem de seneste tre årtier, hvor der udover det også refereres til udsagn, analyser og teorier, der er langt ældre end det. Dog må mange af disse også afskrives, grundet den faktuelle udvikling.
Forfatteren erklærer sig også enig i analysen af, at CDU via AfD i mange af de østtyske delstater, hvor AfD står stærkt, faktisk kan blive regeringsuundværlige. Det skyldes, at man uden CDU ikke vil kunne danne et flertal, men at man heller ikke kan det med CDU alene. Denne analyse viser sig dog ikke fuldt ud at holde.
Vurderingen er naturligvis relevant, især når AfD får omkring 20–25 % af stemmerne. Men når AfD nærmer sig eller overstiger 30 %, og Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) endnu ikke er dannet, hvilket bogen, udgivet i 2021, ikke kunne tage højde for, bliver det vanskeligere at give en præcis og tidssvarende vurdering af det politiske landskab i de østtyske delstater Thüringen, Sachsen og Sachsen-Anhalt anno 2025.
I disse delstater kan AfD og BSW, under forudsætning af at BSW bryder den såkaldte Brandmauer, potentielt opnå betydelig parlamentarisk styrke. Det gør det langt vanskeligere at fastholde de hidtidige udelukkelsesstrategier over for AfD.
Bogen kan naturligvis ikke forholde sig til et parti, der endnu ikke var stiftet på tidspunktet for udgivelsen. Ovenstående indikerer dog, at AfD sandsynligvis bliver endnu farligere, ikke blot fordi partiet opnår stor indflydelse i kraft af stemmetal, men også fordi disse delstater huser flere af partiets mest yderliggående ledere.
Dette ses for eksempel i Thüringen, hvor Björn Höcke, som af det tyske retsvæsen er blevet klassificeret som fascist, er delstatsformand for partiet.
Lige netop Höcke og andre ledende AfD-medlemmer bliver beskrevet dybdegående i bogens sidste del, hvor også AfD’s og PEGIDA’s historie bliver gennemgået kronologisk og nøgternt. Til stor skræk for den almene læser, da AfD oprindeligt blev stiftet som et elitært national-liberalt parti med ønske om store skattelettelser og især en kritik af euroen, som partiet også ville af med. Særligt denne del gjorde mig som læser klogere og var i den grad med til at gøre bogen mere spændende, fordi Schramm får skrevet det så nøgternt, og fordi AfD’s historie jo er spækket med interne magtkampe og politiske blodbade.
Det får mig til at konkludere, at bogen overordnet set tilbød en god læseoplevelse, en henrykt tur igennem den nogenlunde moderne tyske historie og gode analyser, hvor der drages paralleller til og fra fortiden, og hvor netop fortiden bruges aktivt. Når det dog kommer til det mere politisk taktiske, burde Schramm holde sig fra pennen.
Skulle man være bagklog og ekstra kritisk, kunne man sige, at Schramm anskuer verden med Merkels perspektiv, der dog igennem de seneste par år har lidt mange ridser i lakken med hendes katastrofale og naive tilgang til Rusland og “Wir schaffen das”-politikkens dystre indvirkning på Tyskland og de politiske vinde, den har afstedkommet.
Det er som bekendt nemt at være bagklog, og i en lille notits til mig selv kunne jeg også skrive, at det måske var en idé at læse bøger senest et halvt år efter udgivelsesdatoen.
Jeg giver bogen 4,5 ud af 6 stjerner.

Virkelig interessant læsning, Oscar. Du formår at formidle både bogens styrker og svagheder uden at gøre det sort-hvidt. Jeg synes især dine bemærkninger om CDU og udviklingen i det østtyske landskab rammer et vigtigt punkt i den nuværende debat. Det er netop den slags perspektiver, vi har brug for, når vi diskuterer politisk udvikling på baggrund af historiske rødder. Tak for dit bidrag.