Annonce

Den 5. oktober 2025 blev kunstværket Det Sidste Ord – Jørgen Leth frigivet. Et kunstværk som for altid vil stå som det sidste værk i et af Danmarks historiens største kunsteres imponerende samling af værker. Danskerne fik taget afsked med Jørgen Leth. Konceptet og Michael Bertelsen som interviewer står skarpt som aldrig før. Endda så skarpt at konceptet nu er blevet solgt til amerikansk TV.

Samtalen indledes med historien om, da Jørgen var 16/17 år gammel og skulle på tommelfinger-rejse til Italien, hvor hans far sagde til ham: ”Husk nu at bruge dine øjne, søn”.

”Det blev definerende. Det er klart, at det har jeg taget til mig, det har været mit liv at se.” siger Jørgen Leth, og står i skarpt kontrast til vor tids syn på livet og det at være til. Ørene er tilstoppet med høretelefoner, som umuliggøre at bruge hørelsen til at forstå livets lyde og hører detaljerne i naturen og i sproget. Øjnene er rettet mod skærmen, som blænder, når kedsomheden har vist sig, og når der skal flygtes fra noget.  Altså ”Husk nu at bruge dine øjne,” blev ikke kun definerende for en ung knægt fra Aarhus, der skulle ud og rejse, men for hel nation der blev betaget af knægtens opdagelser og fund.

I samtalen virker Jørgen meget tryg, åben og nysgerrig, som var der flere årtier tilbage i ham. Jeg har ofte tænkt, hvor bemærkelsesværdigt det var, at han altid virkede interesseret på at fortælle og vide mere.

Annonce

Michael Bertelsens samtale med Jørgen Leth i Det Sidste Ord føltes næsten som et format skabt netop til ham. Det ligger i Leths natur at fortælle til det sidste, og måske endda efter det sidste. Hans fortælleevne overskrider tid og sted; den er en kunstform i sig selv. At hans bidrag til programmet samtidig indgår som et kunstværk, der skal bevares på Det Kongelige Bibliotek, virker derfor som en poetisk fuldendelse: Jørgen Leth som bevaringsværdig kunst, både i liv og eftermæle.

Samtalen mellem Bertelsen og Leth bevæger sig ind i de temaer, der altid har optaget Jørgen: kvinder, sex, erotik og kærlighed. Begreber som for ham var uløseligt forbundne. Jo mere han taler om sin livslange fascination af erotikkens verden, denne lystfyldte og – i kristen forstand – syndige drift mod det sanselige, desto tydeligere træder et billede frem: Jørgen Leth som den æstetiker, Søren Kierkegaard beskrev i Enten–Eller (1843).

Han er mennesket, der lever for øjeblikkets nydelse, der betragter livet, som det udfolder sig for hans blik uden nødvendigvis at gribe ind. Men som Kierkegaard også pointerede, kan det æstetiske liv føre til tomhed og fortvivlelse, ”Mit liv er aldeles meningsløst,” skrev han om æstetikeren.

Under samtalen får jeg næsten indtrykket af, at Jørgen Leth er som en profet i Kierkegaards univers, en frelser for det æstetiske liv. Han er kommet for at beskrive det sanselige, for at være i livet uden at lade sig binde: hverken til kvinder, børn, land eller profession.

Denne tanke bliver særlig tydelig, da Leth fortæller den hjerteskærende historie om en fest, hvor han planlægger at forlade sine børn ganske enkelt at gå ud ad bagdøren og forsvinde i ren kedsomhed over det familiære. ”En forfærdelig kedsomhedsfornemmelse,” kalder han det. Det er en historie, han aldrig tidligere har delt, og som vidner om et menneske, der har ofret meget for at leve på egne æstetiske præmisser, måske endda for meget.

Hvortil Bertelsen smukt citerer Jørgen: “det er smertefuldt at erkende, at man drukner i sin egen selvopfattelse”

Jørgen står ved det, han står ved sine mange egoistiske valg, som har lagt syndefloder bag sig, som Bertelsen insinuerer.

Der blev også talt om kapitlet “Kokkens datter”, som Jørgen er så træt af fylder så meget for omverdenen og pressen: “Det irriterer mig, at det fylder så meget. Det fylder abnormt meget. Jeg har aldrig brudt mig om de bivirkninger, der var ved det.”

Tabet af Jørgens jomfrulighed, og Jørgens generthed bliver beskrevet i detaljer, som måske efterlader seeren med en lyst til afstandstagen, for det er ikke kotume, at sådanne situationer bliver beskrevet så detaljeret ligesom opremsningen og historier om utroskab, erotiske seancer med mange forskellige kvinder bliver beskrevet ikke som dårlige ting men som meget givne for ham. Jeg er glad for, at Jørgen slår fast, at Kokkens datter og andre seksuelle relationer med kvinder på Haiti og i Den Demokratiske Republik Congo var længere forhold, hvor begge parter fik meget ud af hinanden. Altså, at de seksuelle relationer ikke var kolonialistisk udnyttelse, at han havde samleje med en masse kvinder kun for det seksuelle øjeblik og så skred igen. Nej, det skete i kærlighed og med respekt for kvinden. Det synes jeg historien, og Jørgens eftermæle fortjente at få med.

Videre taler de om forgængeligheden og et slags memento-mori øjeblik for Jørgen, som man skal bruge papir til øjenkrogen for at se, som Bertelsen også må gøre midt i fortællingen. Jørgen forklarer om en bue over en kirkegård på Haiti, hvor der stod: “Souviens-toi que tu es que poussière”, hvilket kan oversættes til ”Husk, at du er kun støv”, noget som gjorde stort indtryk på Jørgen bare at tænke på. Han siger det med et knæk i stemmen, der får hårene til at rejse sig og får tankerne til at koge.

Jeg er dog en smule ærgelig over de mange emner, som der ikke blev talt om. Men Jørgen har levet et så omfattende liv, så meget vil der ikke være tid til at berøre, men jeg kunne have ønsket mig mere tid om hans kreative kunsteriske virke end på de mange kvinder i hans liv og de erotiske oplevelser, selvom de var en stor del af hans liv, må man forstå.

Der blev ikke berørt kommenteringerne med Jørn Mader, En Forårsdag i Helvede og om cykelløb som sport, som målestok for livet, ingenting om hvad cykelsportens kompleksiteter, og hvad den kan fortælle om det at være tæt på livets slutning. Jørgen siger dog meget rørende og en smule vemodigt og faktisk skælsættende for samtalen “vi er i spurten” og smiler blidt.

Men Bertelsen kunne godt, efter min mening gået ud i at tale om cykelsport. Men det er nok min interesse for cykelsportens fortryllende univers, og Jørgen Leths betragtninger dertil, jeg ønsker at få mere af, citronen skal presses, de tusindvis af timer i kommentatorboksen, og de tusindvis af sider skrevet om cykelsport, er langt fra nok. Det var det Jørgen Leth kunne, når han talte, ønskede jeg altid, at det skulle blive ved, og som også synligt er tilstede i samtalen med Bertelsen, jeg er betaget af Jørgens måde at udtrykke sig på, og hvordan han ser på verden og sig selv i verden først og fremmest.

På sit dødsleje, på kanten af livet formår Jørgen Leth stadig at brillere, hvilket beviser, at godt nok var kroppen gammel, besværet med at gå og at tale blev større, men hovedet var klart, som da han skulle på opdagelserejse til Italien.

Nogle af de mest givende sætninger Jørgen kom med under samtalen var:

”Jeg har virkelig sat det meget højt at udforske livet”

“husk nu du er kun støv, jamen hvad vil det sige? Det ved jeg sgu ikke. Altså jeg går ud fra legemet er væk, men hvad er sjælen? Jeg bruger sjælen, når jeg skriver digte, går jeg ud fra”

“jeg har aldrig været afvisende overfor at blive værdsat”

 ”Bibelens ord kan jo godt bruges sommetider, ikke? Det kan de!”

Seancen hvor Bertelsen efterlader Leth siddende i stolen alene, lyset i kanten af det ellers mørke rum slukker, og Jørgen giver sig til at læse sit digt “Det bliver ikke væk”  er noget af det smukkeste, jeg har set og hørt – nogensinde. Og hvor han bagefter kigger direkte ind i kameraet, med tydeligt våde øjne og siger: “jeg håber, vi ses igen, men det er lidt frimodigt at sige det i denne her situation… hvor jeg sådan er væk allerede. Tak for nu”

Ordene “tak for nu” har jeg ikke kunne få ud af hovedet. Og det vil ligne Jørgen, at det var meningen, at han har tænkt nøje over, hvad hans sidste ord skulle være. I starten af samtalen fortalte han, at han ikke kan lide at sige farvel, fordi at afslutte er så modbydeligt svært.

Og derfor er “tak for nu” ordene helt specielle, for i ordene “tak for nu” ligger der en klar aftale om, at vi skal mødes igen, at det hele vil fortsætte, at der ikke bliver sat punktum på tilværelsen. “Tak for nu” ikke tak for altid, ikke farvel, men på gensyn, så simple og smukke ord der segmenterer Jørgens kælen for ordet, for sproget, ja man tør rolig sige at trods hans død: “bliver det ikke væk”. Man kan tydeligt mærke på Jørgens sidste ord, at han ikke ønskede det skulle stoppe.

“Lange togrejser frem for korte

Jeg kan bedst lide, at det er langt, mange timer – det synes jeg giver mest mening

Det’ skideirriterende at man pludselig er fremme

(…)

Så det er rejsen mest i sig selv, det er ikke så meget målet med rejsen, det er ikke så meget det at nå frem, men det er mere at komme op i toget og køre igennem Danmark

Det’ jo altid vemodigt at opleve landskaber, som man passerer, og som er væk, når man er kommet ganske få minutter længere frem

Jeg tænker: “Det’ måske sidste gang jeg kommer her. Det’ måske sidste gang, eneste chance jeg har for at se det her””

– Gennem Danmark, Vi Sidder Bare Her (Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig)

Michael Bertelsen og Jørgen Leth leverede en medrivende, følelsesladet og vemodig samtale, der fik vækket følelserne, og fik Jørgen til at smide gemte sandheder på bordet, og give danskerne en sidste medrivende historie med hans dokumentariske historiefortælling.

Til slut vil jeg afslutte med ord fra Bibelen, som også i følge Jørgen kunne bruges sommetider:

Læs også Troelsgaards nekrolog/mindeord om Jørgen Leth. Det Sidste Ord kan ses på TV-2 Play.

Manden der lærte os at se verden på en ny måde – Mindeord om Jørgen Leth (1937-2025)

Det Sidste Ord – Jørgen Leth