Når kærligheden til fædrelandet kaldes indoktrinering
Romeo Troelsgaard, Folketingskandidat, Dansk Folkeparti i Fyns Storkreds
Den 8. februar 2026 skrev Radikal Ungdoms uddannelsesordfører Asger Holm Ørskov et debatindlæg her i Ytringen om, at han er imod en patriotisme i uddannelsessystemet og mener, at det minder om den indoktrinering, vi ser i de russiske skoler.
Påstanden kommer på baggrund af, at undervisningsminister Mattias Tesfaye vil have en åndelig oprustning i skolerne, og gøre børn mere opmærksomme på, hvad de er børn af. Og det lyder jo rimelig uskyldigt, men det er åbenbart indoktrinerende, og den påstand viser mere om Holm Ørskov og De Radikale, end det gør noget andet.
Men altså det er jo ikke nogen ny udtalelse. George Brandes holdning til området var også, at skolen ikke skulle lære eleverne at dyrke Danmark og det nationale, men den skulle åbne dem for verden, det globale og de moderne tanker.
I Brandes’ indledningsforelæsning ved Københavns Universitet i november 1871, som fik sat en start på det moderne gennembrud, sagde han således:
“Intetsteds Europa over saa exalterede Idealer og ikke mange Steder (Danmark) et plattere aandeligt Liv. Thi man maa dog være yderligt naiv for at troe, at vort Liv svarer til hine Typer. Saa stærk har Strømningen (nationalromantikken) været, at selv en saa revolutionært anlagt Natur som Henrik Ibsens er bleven inddraget i den.”
Altså det vil sige at tale romantisk om enten det nationale, kristendommen eller den pågældende nationale kultur var for Brandes en indfangning af det menneskelige åndsliv i en bestemt form, som han mente var kunstigt, begrænsende og undertrykkende for det frie menneske. Han mente, at den nationale og romantiske idealistiske litteratur hæmmede den frie tanke og forvandlede de revolutionæres sind, som selv Et Dukkehjems forfatteren Henrik Ibsens, til produkter af den romantiske strømning.
Altså Holm Ørskov lyder jo som Georg Brandes! – hvilket han givetvis vil tage som et kompliment – men det skal det bestemt ikke tages som. Men de minder om hinanden i og med, at begge disse kulturradikale mænd har for øje at splitte alt det meningsgivende fra hinanden. Kultur, arv, familie, tro, fædreland, ja det er alt sammen undertrykkende og bør skaffes af vejen.
Brandesianismen er derfor en farlig sag at have med at gøre, med deres “kritisk tænkning” – der i virkeligheden er et dække over et angreb på alt, der bare dufter af Danmark og danskhed.
“Den danske dannelsestradition bygger på evnen til at sætte spørgsmålstegn ved de etablerede værdier.” skriver Holm Ørskov, med det er altså kun korrekt hvis man ser Danmarks historien som startende i slutningen af 1800-tallet.
Holm Ørskov kender tydeligvis ikke til Grundtvig, Højskolebevægelsen eller hvad de danske skoler reelt havde fokus på før George Brandes, Viggo Hørup og dagbladet Politiken fik monopol på dannelse og oplysning.
““Organ for den højeste oplysning” Vorherre bevares!”
Romeo troelsgaard
Selvfølgelig skal børn lære om Fædrelandet!
Systemet Politikens (de kulturradikale) synspunkt er, at enhver binding til noget historisk eller traditionelt er en form for hæmsko eller spændetrøje for menneskelig udvikling – altså udviklingen mod det moderne og frisættende. Men sandheden er den stik modsatte: uden disse åndeligt givende elementer står mennesket uden fundament, samfundet mister sin sammenhængskraft, og det enkelte menneskes liv står uden mening.
Og det er blandt andet derfor, at det vil være et slag mod mistrivslen der finder sted blandt Danmarks børn og unge, da det at være forbundet til Danmark, historien og især de tidligere generationer der var her før os, jamen så kan kan simpelhen ikke falde i ensomhed, fordi man er forbundet, og der er en mening med tilværelsen. At tjene sit fædreland. Og det er mere givende, end det er undertrykkende, som Holm Ørskov ellers mener.
Hvis vi står uden de åndeligt givende ting, ja så er livet ganske meningsløst. For det er i mødet med vores historie, i forståelsen af vores kultur og i respekten for vores traditioner, at vi finder identitet og retning. Uden det bliver alt flygtigt, overfladisk og tomt, og især for den unge generation kan det føre til en form for rodløshed, hvor intet længere har betydning.
Hvilket vi ser i stor stil i vore dage, hvor mange unge lever decideret meningsløse liv, som jeg vil vove at påstå er kommet efter årtier med kulturradikalt frisættelse fra arv, kultur og historisk forståelse af sit fædreland.
De Radikale har også forskruet det at være dansk til et stykke papir: har du dansk pas, har du dansk statsborgerskab? Jamen så er du dansk. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. At være dansk er en hjertesag.
I De Radikales konstante søgen efter at afmontere alt, der binder os sammen som folk, mister alting sin værdi. Det at lære om sin kulturelle baggrund og historie bliver undertrykkende, fordi det ikke er moderne. Alting skal nytænkes, debatteres og pilles fra hinanden. Men hvis de helt simple normer og værdier nedbrydes, står samfundet tilbage som kaos og usammenhængende.
Og det er noget De Radikale aldrig har forstået. At altid at have et fælles fundament af kultur, historie og værdier er ikke begrænsende, det er det, der skaber samhørighed og stabilitet.
Et citat jeg ofte kommer tilbage til er fra den britiske naturformidler David Attenborough som lyder:
“If children don’t grow up knowing about nature and appreciating it, they will not understand it, and if they don’t understand it, they won’t protect it…. and if they don’t protect it, who will?”
Og den kobling kan man også lave til forståelse, forbundetheden og kærligheden til Danmark. Som er “indoktrinering og ukritisk nationalisme” ifølge Holm Ørskov.
At lære om dansk historie og kultur, er den eneste måde, vi kan sikre, at vores unge vokser op med respekt og kærlighed til deres fædreland, præcis som vi skal lære børn om vores natur for, at den overlever.
Så ja, uden ungdommens kendskab til dansk kultur og historie, så dør vores elskede Fædreland.
Og det er nok derfor De Radikale er så meget imod det. For fædrelandets overlevelse har ganske vist aldrig stået De Radikales hjerte nær. Bare se tilbage på bl.a.:
1920 (ville ikke have Sønderjylland tilbage)
1940 (solgte Danmark til Tyskland og indgik samarbejdspolitiken)
1973 (stemte Danmark i EF)
1983 (lavede verdens mest liberale udlændingelov)
2000 (ville indføre Euroen i Danmark – som danskerne heldigvis stemte nej til)
2015 (stemte ja til retsforbeholdet – som danskerne heldigvis også stemte nej til)
Og nu, 2026, hvor Asger Holm Ørskov kalder det indoktrinerende at lære om Danmark i folkeskolen. Som om det at forstå og elske sit fædreland skulle være en forbrydelse mod moderniteten.
Ak ja, historien gentager sig altid: De Radikale vil reducere Danmark fra et fædreland til en plet på verdenskortet og vil tilintetgøre alt det danske.
Og så et lille spørgsmål til Holm Ørskov her til sidst: skal Henrik Ibens Et Dukkehjem, Amalie Skrams forfatterskab, det moderne gennembrud og George Brandes pilles af gymnasiets pensum? Eller er det noget helt andet?
“Hvor end De Radikale bestemmer, der er Danmark prisgivet”
– Søren Krarup
