Og selvom det blot er et kommunalvalg, som for mig at se er relativt ligegyldigt, set i de større perspektiver, er der en generel tendens at se, som formentlig kommer til at præge resten af min levetid. For selvom Frederiksen i disse dage beundres af eksempelvis det i regering siddende Labour parti i UK for dets højrerykning på det værdipolitiske spektrum, har sosserne for mig at se et større generelt problem, som mange andre socialdemokratiske partier i Europa de seneste år har gennemlevet.

For faktum er, at de socialdemokratiske partier der er vedblevet med at være værdipolitisk slappe, over det seneste årti har lidt nederlag. Se eksempelvis bare til Holland, hvor PvdA, det socialdemokratiske parti, er gået fra at repræsentere godt 20 til 25 procent af hollænderne til lige omkring 5 procent. Eller til Tyskland, hvor SPD er blevet overhalet af både De Grønne og AfD i meningsmålinger og valgresultater og nu er langt fra tidligere styrke. Dette er som bekendt sket grundet en slap værdipolitisk linje, hvor vælgerne i Holland er gået til den tidligere premierminister Mark Ruttes parti VVD, eller sågar til Wilders Frihedsparti. Med hensyn til Tyskland behøver jeg næppe at belære nogen om, hvor de tidligere SPD vælgere er gået hen. Der behøver man kun at kigge til højre side i Forbundsdagssalen i Berlin.

Jeg tror, at Mette Frederiksen ved at opstramme den værdipolitiske linje i Socialdemokratiet efter at Danmarkskortet i 2015 blev farvet gult, kom en snarlig vælgermæssig eliminering i forkøbet. I forkøbet betyder dog som bekendt ikke en for bestandig eliminering. Derimod tror jeg, at denne værdipolitiske forskydelse mere skal ses som livsforlængende medicin end helbredende. I hvert fald så længe Socialdemokratiet er i regering. Hvorfor skulle en vælger der ønsker en hård værdipolitik samt en mere venstreorienteret fordelingspolitik, der dog selv skal komme vedkommende til gode, stemme socialdemokratisk, når demagogen og folkeforføreren Morten Messerschmidt står med luksusversionen af netop dette politiske ønske? Her er der både momssænkelse, der skal tilvejebringe en generel sænkelse af fødevarepriserne, og en stram værdipolitik så Ali ikke ligger på sofaen mens Jette passer de gamle, eller Chili Maria ikke tjener en over gennemsnitsløn for at sidde og lave manualer til hvordan man undgår at tale kønnet sprog.

Pointen er her, at der nu ved Socialdemokratiet, der også har siddet i regering i 6 år og derfor er ved at være slidt, er så mange substitutionsmuligheder, der tilbyder mere rene og slagkraftige løsninger. Denne øgede differentiering i vælgergrupperne hjælper heller ikke ligefrem de folkepartis ambitionshavende partier. Der er kulturelt, økonomisk og rent værdimæssigt kommet længere afstand mellem en almen borger i Fjerritslev og på Frederiksberg, og derfor bliver det sværere at være folkeparti, som Mette Frederiksen i øvrigt selv pointerer i sit nederlagsopslag på Facebook.

Derudover nævner landsmoderen også at hendes forsvarspolitik er en eventuel grobund for problemerne. Her skilles vores veje. For det første er der ikke et seriøst parti der ikke støtter op om den nyanlagte forsvarspolitik, selvom der dog er partier der ikke er med i forsvarsforliget, hvis det er målestokken. Det er ikke politiken der er gal, men derimod Frederiksens pessimistiske og tungtsindige ævl. Alle stemmende vælgere er vel på nuværende tidspunkt klar over de nuværende forhold der gør sig gældende ift. sikkerhedspolitik. For når Mette ikke bruger den politiske platform til at udbrede frygt, belærer hun også vælgerne med alverdens udenomssnak, ikke svar på spørgsmål og sågar nonsens. Normalt ville jeg skrive bedst eksemplificeret ved, men her er der simpelthen så mange eksempler som selv den almene vælger kender. Bare sidst fik hun fremstammet, at Alex Vanopslagh ville lukke Vestas.

Allersidst kan det nævnes, at selv dygtige politikere som Mette Frederiksen utvivlsomt kan defineres som, har en udløbsdato. Skulle jeg derfor rådgive sosserne, hvilket ligger mig fjernt, ville jeg foreslå at vælge en retning. Enten en mere venstreorienteret og byvenlig retning eller en retning mere inspireret af det som Messerschmidt har gang i, hvor det mest nærliggende må være at hente de til SF gåede vælgere tilbage. Folkepartidrømmen må knuses.

Dertil vurderer jeg stadig at Frederiksen er så stærk og frygtindgydende en politiker, at hun må anses for fortsat at kunne vinde valg. Derfor tror jeg heller ikke at sosserne skal være bange for at miste de berømte nøgler til Prins Jørgens Gård. Ikke fordi de ikke vil opleve tilbagegang, men fordi de vælgere primært vil gå til partier der er nødsaget til at bakke S op uanset hvor små de inden for realistiske rammer kommer til at være.

Det bliver i al fald alt andet end kedeligt at følge det næste valg, hvis ellers den barmhjertige landsmoder overholder grundloven, hvilket der ellers ikke er præcedens for.

Dette kan med et aktuelt eksempel bedst eksemplificeres ved, at Enhedslisten, et ekstremt socialistisk parti, der indtil for få år siden gik ind for en eventuel væbnet socialistisk revolution samt en total afskaffelse af den private ejendomsret, nu står til at modtage over hver fjerde stemme i Københavns Kommune. Det pudsige ved dette er, at Københavns Kommune er en af landets mest velhavende kommuner, hvor de mest velhavende i Kongeriget har bosat sig.
Dette er et klart symbol på demokratiets mangel, for når det traditionelle kaste- og klassesamfunds eksistens ophører, mister folket det egentlige engagement, der engang bestod i at varetage deres egne interesser. Når interessen og engagementet hos mange reelt set ophører, fordi folk henkaster deres opmærksomhed på de mange tidsrøvende tilbud, der ved det teknologiske samfunds opståen blev tilgængelige. Allerede i demokratiets vugge, det antikke Grækenland, havde mange filosoffer og tænkere også denne slags bekymringer.

Verdenshistoriens formentlig største filosof, Aristoteles, mente grundlæggende, at et samfund kunne have tre styreformer, hvilket kan læses i værket Politik. I alt rummer den teori seks styreformer, hvoraf tre er gode og tre er dårlige. Blandt de gode er monarki, aristokrati og demokrati, som Aristoteles oprindeligt kaldte ”politeia”. Disse tre grundlæggende gode styreformer kunne også udvikle sig til noget ondt: monarki kunne blive til et tyranni, aristokratiet kunne gå hen og blive et oligarki, og endeligt kunne demokratiet blive til et uoplyst pøbelvælde.
Det politeia eller demokrati, Aristoteles oprindeligt omtalte, var nemlig en styreform, hvor kun de oplyste, interesserede og engagerede måtte deltage, et blandet styre, hvor både flertal og mindretal har del i magten. Forudsætningen for dette var netop interesse og engagement, men dette var ifølge Aristoteles ikke et valg, men derimod en pligt og en dyd. Mennesket er ifølge Aristoteles et ”politikon zōon”, et politisk (samfundssøgende) væsen.

I Danmark, ca. 2400 år efter Politiks udgivelse, er der ikke mange, for hvem engagement i folkestyret er en pligt eller dyd. Nu er det ved at nærme sig det punkt, hvor skribenten fremfører en løsning, gerne specifik, realistisk og gennemførlig. Dette kommer jeg dog ikke til, for det danske demokrati hviler nemlig på, at “vi ikke stemmer efter kvæg, men hoveder”, et udsagn, der opstod i andelsbevægelsens pure opstart, hvor også den national-liberale og den hegelianistiske bevægelse prægede det danske ånds- og samfundsliv i en sådan grad, at det førte til en forfatningsudskiftning, hvor Kongeloven af 1665, der gav kongen enevældige beføjelser, blev udskiftet med en såkaldt demokratisk funderet grundlov, der i stor omfang var bygget på de idealer, Locke opstillede i sin liberale filosofi.

Jeg anser det hverken som tjenligt eller realistisk at fratage de uoplyste og uengagerede stemmeretten, selvom det naturligvis er fristende at fratage cortado-elskende storbykvinder, der i stort omfang bruger stemmeboksen til emotionel aflastning – hvorfor disse typers stemmer typisk går til røde partier, eller de mange, både mænd og kvinder, der lader sig rive med af populistiske folkestemninger eller lader deres kryds basere sig på enkelte overfladiske kandidattests. Skønt der er mange forskellige argumenter for at fratage disse mennesker stemmeretten, et principielt og filosofisk funderet og et logisk, der er af mere praktisk karakter.
Locke hævdede i sit hovedværk ”Two Treatises of Government”, at alle mennesker har samme naturlige frihed og lighed; ingen har medfødt ret til at herske over andre. At lade nutidens farisæere herske over den airfryer-elskende pøbel vil bryde med det princip, den vestlige, demokratisk funderede verden er bygget på, hvilket bl.a. fremgår ordret af den amerikanske forfatning.

Dertil vil en fratagelse af stemmeretten for disse ovennævnte grupper og personer formentlig også resultere i, at deres opbakning til demokratiet vil falde. Den historiske præcedens taler med klar stemme, når det kommer til at fastlægge, hvad der sker, når en styreform med svag opbakning væltes: ofte resulterer det i tyranni. Se eksempelvis bare på Cromwells Lord Protectorship i England i sidste halvdel af 1600-tallet – eller bedst af alt, da den romerske republik blev erstattet med Julius Cæsar og hans dictator perpetuus-skab.
Demokrati er nu engang den værste styreform – bortset fra alle de andre, der har været prøvet fra tid til anden, som Churchill vist fik fremstammet i det britiske Underhus i 1947.

Derfor må den nuværende (kedelige) løsning være at give de uengagerede og ligeglade typer en venlig påmindelse om, at de heldigvis er født lige præcis på den plet på jorden, hvor de kan være med til at vælge deres magthaver – og fratage dem magten igen, såfremt dette skulle være nødvendigt. Dertil kunne man også se på at gøre privilegierne i politik mere attraktive, hvilket ikke vil falde i (Facebook)-pøblens smag.

Dagen fik en kuriøs begyndelse, da Morten Messerschmidt allerede kl. 6:30 publicerede en Instagram-story, hvor han ønskede alle en god dag. Et kort øjeblik kunne man frygte, at den tidlige aktivitet varslede søvnmangel, der kunne kompromittere dagens præstation. Men hurtigt slog det mig, at vi trods alt taler om Messerschmidt, og dermed næppe en mand, der lader sig slå ud af den slags.

Som konferencier fungerede den tidligere journalist og nuværende chefrådgiver i Liberal Alliance, Mikkel Andersson. Valget viste sig oplagt: Han sikrede en stram styring af formatet og undlod omhyggeligt at stille flere kritiske spørgsmål, end situationen kunne bære.

Alex Vanopslagh indledte som første taler. Hans tale var leveret med den velkendte kombination af selvsikkerhed, karisma og ikke mindst den signaturprægede Vanopslagh-stil, komplet med glimt i øjet og perfekt sat hår. Det fungerede som et solidt fundament for dagens videre forløb.

Herefter fulgte den såkaldte Blå Salon, et navn, der tilsyneladende var til stor lettelse for Inger Støjberg, da den i det mindste ikke fandt sted i København. Indholdet var, som forventet, præget af indspiste spørgsmål og svar. Enhver politisk interesseret medieforbruger, der følger blot moderat med, vil have hørt de samme pointer gentaget til hudløshed.

Mona Juul overtog herefter scenen. Hendes tale var, som sædvanligt, præget af både smagsløshed og inkonsistens. Den insisterende og klangfulde gentagelse af de samme pointer virkede mere umyndiggørende end oplysende, en stil, der snarere leder tankerne hen på Nordkoreas politbureau eller Socialdemokratiets årsmøder end på en moderne borgerlig konference. Efterfølgende indgik hun dog i en samtale med blandt andre Lars Findsen, et indslag, der faktisk bød på substans og interessante perspektiver.

Så fulgte frokosten, hvor rygterne vil vide, at der blev serveret smørrebrød.

Efter pausen leverede Messerschmidt en personlig og elegant tale, der viste ham fra sin bedste side. Efterfølgende indgik han i en samtale med blandt andre Martin Ågerup, manden, der ideelt set burde være enevældig hersker i Danmark.

Dernæst tog Støjberg ordet med et oplæg om værdiernes betydning. Hun fulgte op med en samtale med bl.a. Christian Egander Skov og Christian Foldager, som begge bidrog med en mere analytisk tilgang til borgerligheden.

Alt i alt forløb dagen som forventet, og de borgerlige partier kunne drage hjem med ro i sindet. Socialdemokratiets bidrag var mest af alt tragikomisk, et sammenbrud på sociale medier og en ulovligt opstillet lastbil, der opfordrede folk til at dytte, når de så en borgerlig statsministerkandidat. Heldigvis for Sosserne var Troels Lund Poulsen denne solrige dag i Vojens.

Jeg glæder mig over det borgerlige Danmarks genopstandelse – og jeg glæder mig til valgkamp.

Ytringens kultur- og anmeldelsesredaktør, Oscar Ingvardtsen, fulgte begivenheden tæt og fangede både stemningen blandt publikum og højdepunkterne fra scenen.

Se videoen, hvor Oscar Ingvardtsen tager jer med gennem dagen og giver et indblik i, hvordan Kongens Have blev forvandlet til en stor musikfest.

Det er værd at minde om, hvilken storslået tradition vi faktisk står på skuldrene af. Ludvig Holberg formåede med sin satire at udstille menneskelige dårskaber på en måde, der stadig taler til os 300 år senere. Guldalderens kunstnere løftede vores blik mod universelle idealer og efterlod os en kulturarv, der emmer af æstetik, åndelighed og skaberkraft. Denne tradition for pluralitet og højt niveau burde fortsat være vores pejlemærke. I stedet er vi endt i en kulturel sump, hvor venstreorienterede paroler er blevet vigtigere end både håndværk, skønhed og almenmenneskelige sandheder.

Ser man på, hvad der i dag udstilles, opføres og finansieres, finder man en ensretning så massiv, at man fristes til at tro, at Kulturministeriet i al hemmelighed er blevet overtaget af Enhedslisten. Det er kunst som permanent agitation: kapitalismekritiske digte, kønsdekonstruktiv performancekunst og teatralske moralforelæsninger, hvor den eneste spændingskurve er, hvorvidt publikum klapper højt nok af budskabet. Kunstens opgave – at åbne for nye erkendelser, at spejle mennesket og udfordre magten – er reduceret til et ritual i selvbekræftelse.

Det kan ikke fortsætte. Kulturlivet har brug for kemobehandling. Ikke i form af censur eller undertrykkelse, men som en nødvendig udrensning af den ekstreme ubalance. For ingen kultur kan trives, hvis kun én politisk fløj får lov at definere, hvad der er gyldig kunst. Højreorienterede perspektiver, venstreorienterede eksperimenter og, vigtigst, et neutralt, politisk uafhængigt kunstudtryk må bringes i balance. Neutraliteten er det egentlige ideal: kunsten skal kunne stå for sig selv, fri af partifarver og dagsordener.

Når denne behandling er gennemført, må patienten styrkes. Kulturlivet skal ikke bare renses; det skal også have en solid økonomisk indsprøjtning. Midlerne er lette at finde: beskær Danmarks Radio. For i stedet for at bruge milliarder på kvalitetskultur, dannelse og oplysning, vælger DR at prioritere en sendeplan med programmer som ”Mig og min fisse” eller ”Gift ved første blik”. Begge eksempler på kulturel fastfood, der hverken er folkelig underholdning af uskyldig karakter eller seriøs kulturformidling, men snarere vulgære skampletter på en kulturhistorie, vi burde værne om. Hvor Holberg engang rev menneskelig dårskab itu med elegance og vid, må vi i dag nøjes med reality-tv, hvor mennesker frivilligt udstiller deres privatliv, mens licensmidlerne fosser ud.

Forestil dig, hvad vi kunne få i stedet: flere teatre, der tør eksperimentere uden at reducere kunsten til politiske talerør. Flere museer, der viser hele spektret af dansk og international kunst, ikke kun de værker, der harmonerer med tidens venstreorienterede smagsdommeri. Mere støtte til unge kunstnere, der ikke ønsker at malke det ideologiske, men i stedet skabe frit, modigt og originalt.

Kun ved at rense ud og geninvestere kan vi genetablere et kulturliv, der lever op til sin arv. Et kulturliv, der kan være værdigt arvtager til Holberg og guldalderen – og ikke bare en støvet talerstol for venstrefløjens menigheder. Danmark fortjener kunst, der tør være fri, skarp og smuk. Ikke en endeløs række af ideologiske papmachéprojekter finansieret af licensbetalernes penge.

Kuren er enkel: kemobehandling for marxisme, derefter en vitaminindsprøjtning af frisk kapital. Først da kan vi igen tale om et kulturliv, der både er sundt, stærkt og værd at være stolt af.

Starten på min dagstur var dog mindre glamourøs. Et lokalt skybrud ramte omkring min bopæl på Frederiksberg, og som en heroisk gladiator forsvarede jeg mig mod regnen med min paraply. Dog måtte jeg sande, at det endte mindre vellykket, idet jeg satte mig ind i S-toget halvvåd.

Som kvadratmeterpriserne steg i takt med, at toget og jeg forlod Nørrebro og Bispebjerg, fortsatte til Ryparken og til sidst liebhavermekkaerne Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg, forsvandt regnen på forunderlig vis. Om det er en generel tendens eller blot et utroligt tilfælde, vides ikke.

Da jeg endelig, efter omkring 30 minutters rejse, ankom til Klampenborg Galopbanes indgang, fik jeg mig et eklatant chok. Aldrig havde jeg set så mange velklædte mennesker på så lidt plads.

Da jeg trådte ind på galopbanens grund, efter et usædvanligt vellykket visit i billetadgangskontrollen, blev jeg endnu en gang forbavset og konstaterede derefter, at området nær Klampenborg Galopbane i disse timer vel nok må have Danmarks højeste kvotient af folk der bærer hat.

Både mænd og kvinder, i alle afstøbninger og former, fra voluminøse og små-vulgære kæmpehatte til mere sofistikerede og minimalistiske. Jeg var målløs.

De mange sjove outfits og finurlige typer bidrog da også til at gøre galopløbet til en kulturel oplevelse frem for den sportslige begivenhed, det ellers ville have været. Dette er måske meget heldigt, idet sporten i sig selv er dybt mærkelig, da den mest af alt er designet til at rige hesteejere kan få en pause fra deres overdådige frokostselskaber og spadsere 100 meter ned til den såkaldte paddock, hvor galophestene fremvises inden det egentlige løb.

Paddocken er det område, hvor galophestene i roligt tempo bliver ført rundt i en cirkel forud for løbet. Selve ruten, som hestene går i, er relativt lille og overskuelig, præcis som det er tiltænkt. Det giver nemlig rig mulighed for, at ejere, trænere og velklædte liebhavere kan stå i midten af cirklen og nøje betragte deres muskuløse legetøj eller investeringer (alt efter hvem man spørger), galophestene, mens de skridter rundt.

Det er her hesten vises frem, temperament vurderes, og sidste hånd lægges på forberedelserne, mens de formuende hesteejere og deres personel nyder synet af deres levende kapløbsmaskiner inde i den cirkelformede paddock.

Pøblen, eller hvad vi skal kalde de mennesker der er til stede ved hestevæddeløb, med præcis lige så vellykket påklædning og antal Rolex ure som dem der står inde i cirklen, må naturligvis stå udenfor. Her har de standardbillet-havende også mulighed for at inspicere de prægtige dyr, men i majoriteten af tiden, hvor dette paddock-arrangement finder sted, har disse frit udsyn ind til indercirklen, hvor netop hesteejerne står.

Dette bringer mig til min næste observation jeg foretog mig under mit visit: hierarkiet. Jeg ved faktisk ikke selv, hvad jeg havde af forventninger, inden jeg med S-toget drog til Klampenborg. Dog overraskede den meget hierarkiske struktur mig meget.

Tillad mig først at redegøre herfor. Udover hele paddock-etablissementet var der også et utal af loger, lounges og restauranter, hvoraf nogle naturligvis var mere fornemme end andre. I den såkaldte kongelige restaurant sad de mest fornemme hesteejere og indtog deres sikkert dyrtkøbte middage.

Udover at kunne sidde og spise havde de også privilegiet af, at hovedparten sad på en slags ophævet terrasse, der eftersigende giver et helt unikt overblik over galopbanen.

Dog har lokation og placering i luftlaget også en anden funktion. Den Kongelige Restaurant ligger nemlig sådan, at alle andre gæster kunne skue op mod de velhavende og betragte dem spise, nærmest som hyrderne står og skuer på ærkeenglen Gabriel, som i den nederlandske kunstner Rembrandts skitsering heraf.

Dog er der for de mere lyssky velhavere også en række andre lukkede lounges, som jeg da selv på forunderlig vis fik indsneget mig ind i, en enkelt gang. Det imponerende ved dette var, at disse lounges er bevogtet af ikke så Klampenborg-agtige vagter.

Det generelle prisniveau på galopbanen gør dog, at folk meget hurtigt går fra at være velhavere til fallenter. Det skal dog ikke afskrække nogen, for igen, det er en helt speciel oplevelse, hvis autenticitet man ikke finder andre steder i det ganske land.

Skulle man kontere et hurtigt afsnit til dét det hele faktisk handler om, selve galopløbet, må jeg konstatere, at de muskuløse heste hurtigt fik galoperet banen rundt.

Skal jeg være ærlig, må jeg sige, at jeg ikke helt fik afkodet sporten, andet end at det naturligvis gælder om at komme først over målstregen.

Selvom jeg dog aldrig helt forstod hvordan selve sporten fungerede, at prisniveauet var langt over det almindelige Klampenborg og omegn (hvilket siger en del), og at stedet var dybt hierarkisk, hvilket fra mit perspektiv naturligvis var forkasteligt, da jeg befandt mig i de lavere lag, man elsker kun de hierarkier, man selv er højt placeret i, må jeg ærligt medgive, at en tur på galopbanen er en særlig kulturel oplevelse, hvis autenticitet, charme og idyl ikke fås mange andre steder i Danmark.

Dette er mit væsentligste argument for, at du skal tage derud.

Det er en anbefaling herfra.

I medierne, især de venstreorienterede, fremstilles højrefløjen ofte som en naturkraft på fremmarch. Og selvom medierne sjældent har for vane at ramme plet, synes konstateringen denne gang at være en undtagelse. Når selv de venstreorienterede kalder noget “højreekstremt” og samtidig medgiver, at det er på fremmarch, ja, så ved man, der er noget om snakken.

I dugfriske målinger fra den tidligere stormagt Storbritannien står Brexit-demagogen Nigel Farage og hans parti, Reform UK, til omkring hele 30 %. Dette sikrer dem dog ikke nødvendigvis flertal i parlamentet, da valgsystemet som bekendt bygger på et “vind eller forsvind”-princip i de enkelte valgkredse. Alligevel ændrer det ikke på den tendens, som ikke kun kendetegner Storbritannien.

I Frankrig har det tidligere stærkt nationalistiske – nu mere centrum-højre-orienterede – parti Rassemblement National også oplevet massiv fremgang. I seneste måling fra mediet Politico står partiet til hele 36 %, og Marine Le Pen kunne uden videre være en plausibel præsident efter det kommende valg – hvis hun altså ikke var blevet idømt 4 års fængsel og samtidig frataget retten til at stille op til offentlige embeder i fem år. En ganske “demokratisk” manøvre, må man konstatere.

Mit sidste eksempel, ud af mange, adskiller sig en smule fra de førnævnte. Her er der tale om det stærkt højreorienterede AfD, hvor mange højtstående medlemmer, heriblandt den stærkt kontroversielle Björn Höcke, er blevet dømt for at komme med nazi-kampråb. Ved det seneste forbundsdagsvalg i Tyskland modtog partiet hver femte stemme.

Selvom situationerne i de forskellige europæiske lande er vidt forskellige, er den underliggende diagnose den samme: vælgerne søger mod højre, og i nogle få tilfælde også ud på den mere omstridte del af højrefløjen. Dette skyldes ikke pludselige og markante holdningsskift i befolkningen, sådanne sker sjældent over få år. Nej, årsagen er snarere, at magten i de fleste lande er rykket længere og længere væk fra den almindelige borger.

De mennesker, der i dag sætter krydset yderst til højre, har over det seneste årti, eller længere, oplevet kosmopolitikkens mørke bagside. De har set, hvordan tilstrømningen af mennesker fra fjerne egne har påvirket deres nærmiljø negativt, og hvordan de nytilkomne ofte ikke har værdsat den gæstfrihed, der er blevet dem tilbudt. De har set priserne på basale varer stige markant, mens storfinansen har set sin i forvejen bugnende formue vokse yderligere. Samtidig har de oplevet en venstrefløj, der tidligere lyttede, men som nu hellere diskuterer ordvalg end overlevelse.

Konklusionen er åbenlys: venstrefløjen har med sin nye, selvretfærdige kurs skubbet disse mennesker væk. Selv når de forsøger at finde alternativer nærmere midten, hos socialdemokraterne eller de mere moderate konservative, mødes disse vælgere ofte af partier, der allerede har haft magten, og som ikke har tilgodeset deres interesser. Hvem ønsker at stemme på nogen, der åbenlyst har svigtet én?

Dertil kommer, at flere af de gamle magtpartier også er blevet ramt af den selvretfærdige impuls, som den såkaldte “woke”-kultur er et symptom på. Se blot på SPD i Tyskland.

Tilbage i det politiske landskab står de højrefløjspartier, der tidligere blev betragtet som marginaliserede og langt uden for det politiske normalfelt, men som nu fremstår som et friskt pust. For mange vælgere er det første gang, de overvejer at stemme på sådanne partier.

Hvis man virkelig ønsker at bekæmpe det yderste højres fremmarch, hvis det altså er målet, må den politiske mainstream, særligt centrum-højre og i visse tilfælde også socialdemokratiske partier, rykke et skridt til højre og løsne grebet om den kosmopolitiske dagsorden samt den globaliseringsfremmende politik.

Er det en dyr pris for dem at betale? Sikkert. De elsker jo at deltage i de rette middagsselskaber, mæske sig i dyr mad, ofte betalt af enten lobbyister eller skatteydere, og sidst på aftenen holde taler, hvor de siger alle de rigtige ting til alle de rigtige mennesker.

Men det offer bliver de nødt til at bringe, hvis de altså stadig ønsker at bevare magten. Men skal disse overhovedet beholde magten? Det vil jeg lade dig som læser vurdere. Personligt tror jeg, at det er meget forskelligt fra land til land. Et Tyskland styret af Weidel, Krah og Höcke er sandsynligvis ikke godt for mangt eller meget. Dog vil det mere midtersøgende Rassemblement National formentlig være bedre rustet til at styre Frankrig end Macron, den kulturradikale plattenslager med hang til store ord og tomme løfter.

Se blot på den mildt sagt uovervejede beslutning om at anerkende Palæstina som stat. Hvis Vestens legitimering af Hamas ikke allerede var komplet, blev den det i hvert fald dér. Sådan sikrer man ikke en to-stats-løsning!

Én ting er i hvert fald sikkert: denne debat vil pågå, så længe de etablerede politikere ikke lytter til den almindelige befolknings ønsker.