Annonce

Da EU og USA søndag præsenterede en ny handelsaftale, var det med smil og håndtryk, men bag facaden gemmer sig en asymmetrisk aftale, der rejser principielle spørgsmål om Europas rolle i verdensøkonomien. Aftalen afværger en 30 procents toldtrussel fra USA, men til gengæld accepterer EU en 15 procents grundtold på sine varer og forpligter sig til massive investeringer og energikøb. Det er en aftale, der skaber ro, men også uro.

USA’s præsident kalder aftalen “den største af alle aftalerne” og fremhæver, at EU nu vil købe amerikansk energi for 750 mia. dollars og investere yderligere 600 mia. dollars i amerikansk økonomi. Samtidig fastholder USA en 50 procents told på stål og aluminium, mens EU åbner sine markeder med nul-told på udvalgte amerikanske varer.

EU’s svar er klassisk europæisk. Man undgår konfrontation, men betaler prisen. Kommissionsformanden kalder aftalen “et stabiliserende skridt i en usikker tid”, men indrømmer, at nøglesektorer som medicin og halvledere stadig er underlagt told og skal forhandles senere.

Eksperter kalder aftalen et selvmål for USA. Told på europæiske varer betyder højere priser for amerikanske forbrugere og virksomheder. Økonomer advarer om lavere købekraft og svækket produktivitet. Samtidig risikerer dollaren at stige, hvilket gør amerikansk eksport dyrere. USA vinder på toldindtægter, men taber på økonomisk dynamik.

Annonce

Danske virksomheder inden for medicin, teknologi og bilindustri rammes direkte. Varer bliver 15 procent dyrere i USA, og det kan koste markedsandele og arbejdspladser. Erhvervsorganisationer kalder aftalen ubalanceret og advarer om, at toldmurene kan skade Danmarks eksportevne.

Det principielle spørgsmål er dog større. Skal EU acceptere amerikanske præmisser for at undgå konflikt, eller insistere på gensidighed og retfærdighed? Når USA dikterer toldsatser via offentlige udmeldinger, og EU svarer med diplomatiske formuleringer, bliver magtbalancen tydelig. EU har verdens største indre marked og globalt netværk af frihandelsaftaler, men mangler stadig en samlet handelsstrategi med tænder.

Konklusionen er klar. Handelsaftalen mellem EU og USA afværger en krise, men skaber nye ubalancer. EU fremstår som den diplomatiske vinder, USA som den økonomiske. Men bag tallene gemmer sig en dybere fortælling om magt, afhængighed og strategisk autonomi. Spørgsmålet er ikke, hvad aftalen indeholder, men hvad den afslører.