Det lyder måske uskyldigt, når EU taler om “strategisk autonomi” og ønsker at få en stærkere stemme i verden. Men bag de pæne formuleringer gemmer sig en realitet, vi bør forholde os langt mere kritisk til: EU er i gang med at opbygge en udenrigspolitisk overbygning, der ikke nødvendigvis tjener danske interesser – og som risikerer at underminere vores suverænitet.
EU’s udenrigspolitiske ambitioner præsenteres som nødvendige: Europa skal kunne tale med én stemme i en verden præget af stormagtskonflikter. Men det centrale spørgsmål bliver aldrig stillet: Hvem taler den stemme egentlig på vegne af? For det er næppe de nationale parlamenter – og slet ikke vælgerne.
Mens Kommissionens topfigurer som Ursula von der Leyen og Josep Borrell taler om fælles værdier, sidder medlemslandene med vidt forskellige interesser og historiske relationer. Danmark har intet at vinde ved at lade franske eller tyske embedsmænd formulere vores position over for Kina, Mellemøsten eller Arktis.
EU’s udenrigspolitiske ambitioner er desuden vokset parallelt med Donald Trumps indflydelse på den vestlige verdensorden. Men her må vi turde sige det, som det er: Trumps hårde pres på Europa har i realiteten styrket NATO – ikke svækket det.
I dag er det tydeligt, at USA’s krav om større europæisk ansvar i NATO har båret frugt. De seneste aftaler om oprustning og fælles investeringer er ikke kommet på trods af Trumps stil, men på grund af den. Det bør mane til eftertanke – også i Bruxelles.
Når EU bevæger sig mod en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, stilles Danmark over for et valg: Skal vi forsvare vores ret til at prioritere egne alliancer og interesser – eller lade os absorbere i en politisk konstruktion, hvor vi har ringe reel indflydelse?
Vi må huske, at Danmark stadig står uden for det fælles EU-forsvar. Det er ikke en fejl, men et bevidst valg. Et klogt valg. Og det valg bør fastholdes.
Det betyder ikke, at vi skal afvise europæisk samarbejde. Men vi skal være krystalklare: Samarbejde må aldrig blive til tvang, og fælles fodslag må aldrig træde nationalt hensyn under fode.
Et stærkt Europa behøver ikke være et føderalt Europa. Danmark bør styrke sin rolle i NATO, udbygge sine bilaterale alliancer med lande som Storbritannien og USA, og fastholde friheden til at agere selvstændigt i udenrigspolitikken.
EU’s udenrigspolitiske ambitioner lyder måske moderne og samlende – men de er ikke løsningen på Europas problemer. Snarere risikerer de at blive en undskyldning for passivitet, centralisme og en voksende afstand mellem beslutningstagere og befolkninger.
Danmark skal ikke være halehæng til en idé om Europa som stormagt. Vi skal være et frit og suverænt land, der samarbejder, når det gavner os – og siger fra, når det er nødvendigt.
Chefredaktør og skribent med særlig interesse for politiske analyser og idébaseret journalistik. Skriver med udgangspunkt i borgerlige værdier som frihed, ansvar og behovet for en åben offentlig samtale. Har fokus på samfundsudvikling, institutionel balance og vigtigheden af klare argumenter i en tid præget af ensretning og overfladiskhed.
